Tværs over Sjølunds fagre sletter. Videre over Storebæltsbroen med landets højeste punkt. Hen over Sydfyn med kongeborge, damesten og Carl Nielsens barndomshjem. Ned til Langelands enestående blanding af idyllisk bindingsværk og dramatiske hattebakker.

Findes der en smukkere tur? De heldige tager den hver weekend - på vej til sommerhuset. Andre må nøjes med fire gange om året. Men så kan de også nynne hele vejen hjem: Når hofjægermester Vincens Steensen-Leth inviterer til koncert i Stoense kirke, er det med nogle af de største navne i international musikliv.

Navne som Nobuko Imai. Japaneren er omrejsende solist på violinens storesøster, bratschen. Den slags mennesker findes der ikke så mange af. I hvert fald ikke så mange gode. Og selv om de er gode, behøver man ikke kunne lide dem. For bratsch skal spilles så sødt og så blødt som en engel om søndagen - ellers vil man hellere have en violin eller en cello.

Men nøjagtig så sødt, så blødt, så bratschistisk spiller Imai altså. Lørdagens arrangement viste det mere end nogensinde. For hun kom hverken til Stoense med klaver eller med orkester. Hun kom med Michaela Martin og Frans Helmerson. Altså netop med en violin og en cello, med en høj kollega og en dyb kollega - og så kunne giraffen selv sidde som fløjlsblød mellemdame!

Andre sad af og til med livet i hænderne. Musikken var nemlig »Goldberg-variationerne«. Et af Johann Sebastian Bachs største værker. Et værk for klaver. Og dét kan man ikke uden videre spille for tre strygere. I hvert fald ikke uden at tilføre musikken en ny dimension. Ellers vil man hellere høre det med klaver. Måske endda i form af canadieren Glenn Goulds uendeligt logiske svanesang - en af de mest solgte plader nogensinde.

Så langt nåede de tre musikere vel aldrig. Arrangementet forblev lidt abstrakt, lidt ufikst, lidt langt. Men som strygerkunst var det halvanden times stjernestund. Halvanden times barokhimmel. Et svir for både hjerte og hjerne. Og silkeblødt, blødt, blødt.

Den næste koncert i Steensen-Leths serie er med sopranen Kate Royal, den sidste med pianisten Angela Hewitt. Ring snarest til Merko i Snøde og sikr Dem en billet. Vi danskere får næppe muligheden igen - det skulle lige være næste sommer...