Han er en af 2010erne mest feterede og bedst betalte DSs og producere. Og det helt uden at have udgivet et reelt fuldlængdealbum. Jo, Los Angeles-bosatte Skrillex er i den grad et produkt af en tid, hvor antallet af YouTube-visninger, følgere på sociale medier og solgte koncertbilletter er tidens vægtigste valuta.I hvert fald inden for den elektroniske dansemusik, hvor det her med at udtrykke sig i albumformat på ingen måde er en afgørende forudsætning for succes.
Men i sidste uge annoncerede Skrillex – eller Sonny John Moore som han hedder – ud af det blå, at han nu var klar til at lynudgive sit første album.
Og det slipper han faktisk ganske hæderligt fra. Selv om det på sådan en stille onsdag formiddag, hvor de grå skyer hænger lavt over København, kan være en ret heftig oplevelse at give sig i kast med Skrillex’ opkørte produktioner. De er helt klart lavet til at blive skudt af sted foran horder af feststemte mennesker i en sen nattetime. På f.eks. Skanderborg, hvor han spiller denne sommer.
Allerede på åbningsnummeret »All Is Fair In Love And Brostep« skyder Skrillex med alt, hvad han har. Og det er ikke småting, når man som ham har bygget sit ry på en skamløst effektjagende maksimalisme.
Lydbilledet er helt udblokket: Over tonsertunge beats og en synthbas, der suger så dybt, at man dårligt kan høre den, skyder samplede og opklippede stemmer om ørerne på lytteren. Læg så dertil brutal toasting fra britiske The Ragga Twins, og man efterlades helt kørt over.
Klædelig variation
Energiniveauet fortsætter mestendels helt oppe i dette røde felt albummet ud, mens Skrillex fræser fragmenter af alskens elektroniske genrer ind mixet: Fra dubstep og drum & bass over dancehall og jungle til house og hiphop.
Elektroniske genrepurister vil helt sikkert hade hans ADHD-lignende produktionsteknikker, men jeg synes faktisk, at den genrehoppende stil sammen med de mange forskellige gæstevokalister – fra über-talentfulde Chance The Rapper over Passion Pits Michael Angelakos til souldrengen Sam Dew – giver pladen tilstrækkelig variation til at holde interessen i kog.
Er det tomt? Ja. Hysterisk opkørt? I den grad. Men den her plade handler om spektakulære produktioner, der kan få folk til at parkere hjernen i garderoben og få dem til at danse. På den der helt sindssygt energiske måde, hvor sveden bare hagler af kroppen, og man vender det hvide ud af øjnene. Og det leverer Skrillex i dén grad.
Hvem: Skrillex.
Hvad: »Recess«, OWSLA/Warner.
