Nej, nej, og atter nej: Mozart er ikke ham med den altid så livsglade musik.
Holdningen kan provokere enhver elsker af hans værker. Den kunne endda såre manden selv og gøre ham vred. Når folk grinede under hans sidste syngespil, kaldte han dem »Papageno« – og det var ikke venligt ment. Deutsche Grammophon er aktuel med to af hans koncerter for klaver og orkester. Vel at mærke to af de bedste i genren: Nummer 25 og nummer 20.
Intet sprog kan beskrive Mozarts musik fra 1780erne. Ingen kan ikke fange dens forening af smerte og hjerte, af det skønne og det sindrige. Når mesteren efter eget udsagn komponerede »lidt fornuftigt«, fås kultur ikke dybere.
At give sig i kast med netop hans sidste klaverkoncerter kræver kort sagt kvindelist og mandsmod.
Martha Argerich og Claudio Abbado gjorde det under Lucerne Festivalen den forgangne sommer. Indspilningen er en liveoptagelse fra det celebre arrangement. Og den skulle desværre, desværre, desværre blive en af Abbados sidste.
Parret optrådte meget sammen som unge, men gled så fra hinanden. At høre deres genforening er en fest i sig selv: Hun med den sædvanlige sans for rytme og dramatisk nerve ved tangenterne. Han lige tilpas diskret som dirigent for sit italiensk baserede miniorkester.
Det er så godt alt sammen. Lige dele blidt og bidende. Lige dele sjovt og alvorligt.
Og måske først og fremmest uden de ryk og sten i skoen, der så let kan ødelægge Mozarts magiske modernisme.
Verdens mest velskabte musikstykke
Nummer 25 er den abstrakte i rækken. Den med spejlingerne op og ned og de mange skygger af mol. I en vis forstand orkestermusikkens svar på operaen »Cosí fan tutte«.
Og nummer 20 er så den legendariske med mol det meste ad vejen igennem. Den urolige, evigt spekulative, næsten tvivlrådige klaverkoncert. Af mange set som verdens mest velskabte musikstykke overhovedet.
Liveoptagelser har altid både fordele og ulemper – og Abbados svanesang er ingen undtagelse. Det sidste i form af bøvl med balancen et par steder og måske lidt for langsomme midtersatser.
Men de to nestorer i klassisk stiller samtidig med en erfaring, der vejrer al tvivl bort. Argerich og Abbado er hver for sig og især sammen de bedste udøvere af Mozart overhovedet.
Eller rettere: De var det indtil dirigentens død. Tak til Claudio for et langt livs indsats – og til Martha for at blive ved og ved.
Hvem: Martha Agerich på klaver og Claudio Abbadi spidsen for Orchestra Mozart.
Hvad: Mozarts klaverkoncert KV 503 og KV 466, Deutsche Grammophon.
