Hilsen fra Bilie

Det er ofte blevet sagt, at Billie Holiday er jazzhistoriens største sangerinde, og her er der i realiteten tale om et omkostningsfrit udsagn.

Alt afhænger jo af, hvordan man lige har det med sangerinder. Personligt kan jeg godt lide Billie Holidays regulære swing-indspilninger fra 1930erne, mens jeg har et ambivalent forhold til de senere optagelser, hvor sangerindens helbredsmæssige krakkeleren mere og mere præger præstationerne. Denne lyd af smerte kan selvfølgelig være betagende, men set lidt fra sidelinjen kan den også blive monoton. En af Billie Holidays markante plader fra midt-1950erne er »Lady Sings The Blues«, som nu atter ser dagens lys på en CD, hvor der bliver suppleret med ydermere ni sange fra samme periode. En række af tidens bedste musikere omgiver sangerinden, der blandt andet dykker ned i sit kerne-repertoire og leverer sange som »Good Morning Heartache«, »God Bless The Child« og den racepolitiske »Strange Fruit«. De er også inkluderet på den CD, som en af Billie Holidays musikalske efterkommere, sangerinden Dee Dee Bridgewater, har udgivet i anledning af, at det sidste år var 50 år siden, Billie Holiday - nedbrudt af mange års stofmisbrug - forlod denne verden i en alder af blot 44 år. Dee Dee Bridgewater er her 15 år ældre, men ikke desto mindre utrolig vital, og måden hun angriber materialet er bare så livsbekræftende. Ingen klynk, bare derudaf; flot stemme, masser af musikalske krummelurer, men kunstnerisk målrettet og meningsfyldt. Sangerinden omgiver sig med et hold fremragende musikere: Pianisten Edsel Gomez, bassisten Christan McBride, trommeslageren Lewis Nash og saxofonisten James Carter, som alle har sans for såvel jazzens klassiske dyder som her-og-nu-værdierne. Albummet rummer også en bonus-DVD, hvor den karismatiske Dee Dee Bridgewater leverer sit Billie Holiday show ved en koncert i Spanien. Helt forrygende!