Det er næsten for nemt at afskrive Ryan Adams’ nye plade som endnu en i rækken af ligegyldige bagateller fra hans hånd.
For selv om han har skrevet mange store sange gennem tiden, har hans karriere også været præget af en uheldig kombination af impulsivitet og tvivlsom kunstnerisk dømmekraft. Med sci-fi-metal-albummet »Orion« fra 2010 som det mest grelle eksempel. Hvor kom den lige fra?
Men nu står vi altså med »1989«. Et album, der ikke bare deler titel med popsangerinden Taylor Swifts helt store gennembrudsplade fra sidste år, men som også består af coverversioner af samtlige pladens numre. Og som i parentes bemærket har været velsignet af frøken Swift selv, der ikke har kunnet skjule sin begejstring over udgivelsen på Twitter i de seneste par uger. Den tidligere countrystjerne er trods alt vokset op med Ryan Adams som et af sine forbilleder.
Og man må da også give Adams, at han tidligere har vist sig som en stærk fortolker af andres sange. Hans 2004-cover af Oasis’ »Wonderwall« er stadig noget af det mest elskede og gåsehudsfremkaldende fra hans hånd overhovedet. Og når forlægget som her tilmed er 13 stykker højglanspoleret technicolor-pop designet med maksimal kommerciel gennemslagskraft for øje, så efterlader det faktisk Ryan Adams med et ret stort og åbent fortolkningsrum.
Den store stilist og fortolker
Allerede fra det brusende åbningsnummer »Welcome To New York« står det klart, at Adams på ingen måde har set projektet som en ironisk stiløvelse. Swifts sange får den fulde Ryan Adams-overhaling:
Ud med originalernes syntetiske pomp og pragt, ind med en varm og analogt glødende rocklyd, der lægger sig et eller andet sted mellem Adams’ 2004-album »Love Is Hell« og det Tom Petty/Bruce Springsteen-inspirerede udtryk på sidste års udmærkede selvbetitlede album.
Er man ikke bekendt med Taylor Swifts originaler, vil man kort sagt ikke kunne høre, at der ikke er tale om originale Ryan Adams-sange. Megahittet »Blank Space« bliver for eksempel her strippet ned til en nøgen ballade med akustisk fingerspil, mens man andetsteds fuldt ud tror på den smerte, som Ryan Adams lægger i sin skælvende udlægning af »All You Had To Do Was Stay«.
Højdepunktet er dog »Out Of The Woods«, der i Swifts produktion lød som en homage til Roxette, men som i Adams’ hænder fremføres som en kuldslået kærlighedssang i valsetakt med en brusende flot finale.
Det er alt andet lige et spøjst projekt, der understreger to ting, vi egentlig godt vidste i forvejen:
Dels at Taylor Swift på et helt fundamentalt plan er en dygtig sangskriver, dels at Ryan Adams er en hamrende stærk sanger, fortolker og stilist. Der paradoksalt nok ikke har lydt så skrøbelig, optændt og veloplagt i årevis på egne plader.
Ja, jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at han flere steder får mig til at føle langt mere for Swifts sange, end hun selv har evnet. Prøv selv først at lytte til Swifts noget flade ballade »This Love«, og lyt så derefter til hvor meget saft, kraft og smerte, Ryan Adams får vredet ud af den.
Se, det er fortolkningskunst af høj klasse.
Hvem: Ryan Adams
Hvad: »1989«, Pax Americana
