Der er grundlæggende noget virkelig irriterende ved hele Justin Timberlakes »Man Of The Woods«-projekt. Og ja, nu ved jeg godt, at det først og fremmest handler om musikken, men irritationen starter allerede ved hele den bombastiske markedsføring og iscenesættelse af den 37-årige popstjernes fjerde soloalbum, hans første siden »The 20/20 Experience« fra 2013.
I hvad der ligner et fjollet og utroværdigt forsøg på en maskulin rebranding springer Timberlake nu ud som en rigtig (natur)-mand iført jeans, skovmandsskjorte og perfekt groomet fuldskæg. Med ansigtet lagt i de seriøse folder på en vild eng med heste, grantræer og sneklædte bjergtoppe i baggrunden. Findes der en større kliché? Jeg tror det ikke. Beskeden synes klar: »Se hvor autentisk jeg er!«.
Timberlake har selv beskrevet »Man Of The Woods« som en tilbagevenden til hans sydstats-rødder i Tennessee - nu bliver det personligt! - og lyden som »americana with 808s« - altså en fusion af sydens rige country, soul og funk-traditioner med Timberlakes mere futuristiske r&b-signatur. Og når først man når forbi det malplacerede åbningsnummer, årgangs-Timbaland-produktionen »Filthy«, må man sige, at beskrivelsen langt hen ad vejen holder.
Det samme kan man ikke sige om niveauet. Problemet er, at der for hvert nummer, der rent faktisk lykkes, er et, der virkelig ikke gør. Men når det lykkes, er der så til gengæld tale om nogle ret så originale og overrumplende pop-fusioner.
Her tænker jeg især på »Midnight Summer Jam«, der lyder som en über-funky Michael Jackson-skæring tilsat country-strygere og mundharpe og ikke mindst den harmonisk omskiftelige »Livin’ Off The Land«, der smeder travl walking kontrabas og akustiske guitarer sammen med bagagerums-rystende hiphop-bas.
Den slags ret vovede musikalske blandinger er ikke nemme at få til at gå op, og vil utvivlsomt dele vandene. Men det er immervæk ikke noget, som man kan høre nogen andre steder i det musikalske landskab, og det i sig selv tjener Justin Timberland og producerne The Neptunes til store ære.
De største syndere her er de numre, hvor Justin Timberlake går mest rendyrket country. Country kan være godt, det kan være ægte, og det kan være dybt. Men Timberlakes flirt med genren er ingen af delene. Duetten med country-stjernen Chris Stapleton på »Say Something« er undervældende, det fjollede titelnummer decideret øretæveindbydende, og på »Flannel«, »The Hard Stuff« og »Young Man« glider han ud i det både sentimental og banale.
Den slags rummer country-genren naturligvis også, men det er tydeligvis ikke den slags “kvaliteter”, som Timberlake er gået efter her. Tværtimod. Det er netop på disse sange, at han skulle forestille at blive personlig og dyb.
Og det er i virkeligheden et af pladens største problemer: Den foregiver en dybde og et format, som den slet ikke kan leve op til. Teksterne, der mestendels handler om, hvor stor ægteskabelig kærlighed og fantastisk fræk sex han har med konen, skuespiller Jessica Biel, svinger mellem det akavede og totalt intetsigende. Har han virkelig ikke lært mere i sine 37 år her på jorden? Ingen dybere refleksioner? Ingen smertepunkter?
Åbenbart ikke. Og som sådan er alt jo ved det gamle. Han kan synge (lyt til de vokalharmonier!) og han kan underholde. Men han er og bliver et tomt jakkesæt - undskyld, skovmandsskjorte.
