Har Kendrick Lamar et messias-kompleks? Tja, der er i hvert fald ingen tvivl om, at det 29-årige amerikanske rap-fænomen leger seriøst med tanken om, hvad det vil sige at være en frelserskikkelse på sit fjerde album, »DAMN.«. Men hvor man normalt ser messias-komplekser som et udtryk for vrangforestillinger og storhedsvanvid, så har Lamar faktisk noget at have det i. For det er ikke kun ham selv, der ser sig selv sådan. Det gør hans omverden også.
Og hvorfor så det? Jo, fordi Lamar allerede har begået to ubestridelige hiphop-hovedværker i form af »good kid, m.A.A.d city« (2012) og »To Pimp A Butterfly« (2015). Førstnævnte en personlig dannelsesfortælling om opvæksten i Los Angeles-ghettoen Compton udfoldet som en opvisning i rap-teknik, historiefortælling og cool west coast-hiphop. Allerede her var det tydeligt, at Lamar besad særlige evner, en anden sensibilitet, et andet moralsk kompas end sine kolleger.
Den ambitiøse jazz-funk-soul-hiphop-odysse, »To Pimp A Butterfly«, endte med at stå som et flammende kampskrift for Black Lives Matter-bevægelsen. Men pladen var i ligeså høj grad en undersøgelse af Lamars egen personlige kamp med skyldkomplekser over at have overlevet sin ghetto-opvækst; en undersøgelse af det ansvar, der følger med hans enorme talent og den talerstol, han er blevet givet.
Selv om det langt hen ad vejen var den innovative musikalske ramme og det politiske indhold, der løb med overskrifterne, så var »To Pimp A Butterfly« – måske mere end noget andet – en plade om hans egen personlige kamp for at holde sig på dydens smalle sti i mødet med berømmelsens mange fristelser. Altså et tydeligt religiøst og moralsk motiv, der ikke ligefrem er hverdagskost inden for en hiphop-verden, hvor det i mange henseender netop handler om at flashe sin berømmelse, magt, penge, kvinder og status.
»DAMN.« er i høj grad en udbygning af mange af disse tanker og overvejelser omend med et endnu skarpere fokus på de religiøse tematikker. Albummet igennem svinger Kendrick Lamar konstant mellem forskellige positioner: Mellem overmod, pral og fristelsen til at vise sig frem som den succesfulde generations-stemme, han nu engang er, og på den anden side værdier som ydmyghed og beskedenhed. I Larmars religiøse optik, der her trækker på blandt andet Den Femte Mosebog, er mennesket dømt til forbandelse (heraf albumtitlen), hvis ikke vi opfører os efter Guds forskrifter og bud.
Det er umiddelbart en plade, der i forhold til sin eksperimenterende forgænger musikalsk er nemmere at gå til med sine mere simple beats, luftige arrangementer og tilbagelænede fornemmelse. Ligesom man igen-igen bare må bøje sig i støvet over hans evner som rapper. Niveauet er ganske enkelt skræmmende højt, når man hører ham swinge vildt mellem forskellige temperamenter, flows, rim-skemaer og rytmiske kadencer. Som ren sonisk oplevelse er det fænomenalt at lægge ører til.
Til gengæld kræver det så en langt større indsats, hvis man til fulde vil forsøge at forstå indholdsdelen – altså det, han rent faktisk siger. For i modsætning til f.eks. Drake, der rapper, så alle kan forstå hvert eneste ord, første gang de hører det, så er Lamar dyb. Tematikkerne, følelserne og referencerne er komplekse og mangefacetterede, og når han samtidig – som på maskingevær-flowet til sidst på »DNA.« – rapper i et vanvittigt tempo, kan det varmt anbefales at gennemgå pladen linje for linje med det sociale annotterings-site Genius.com åben i browseren. Hvis man altså vil have det hele med.
Man kan kun beundre Lamar for hans evner og ambitionsniveau, men netop kompleksiteten gør også, at der bliver lidt hjemmearbejde over det. Man er sgu nødt til at gøre sig umage, hvis man skal have det fulde udbytte. Heldigvis er der dog nok åbninger i værket til, at det ikke lukker sig om sig selv. Og man forstår instinktivt, at Kendrick Lamar fortsat er i en liga helt for sig selv.
Frelser eller ej.
Hvem: Kendrick Lamar
Hvad: »DAMN.«, Aftermath/Interscope
