Han har ikke optrådt i DR de seneste tre årtier. Og anledningen til hans retur kunne være sjovere:
Rafael Frühbeck de Burgos døde sidste sommer og måtte overlade den store satsning fredag og lørdag til en levende kollega.
Men lad tårerne fare! At gense Vladimir Ashkenazy foran DR SymfoniOrkestret er helt igennem glædeligt.
Det første arrangement i rækken blev med Gustav Mahlers gigantiske symfoni nummer tre fra 1896. Det næste program bliver med musik af Sibelius, Sjostakovitj og Carl Nielsen og spilles til oktober.
Mange husker ham bedst som den dygtige og måske lidt polerede pianist. Vladimir Ashkenazy har taget dirigentfaget op i moden alder og virker helt anderledes i den rolle:
Hans bevægelser er sjove, hjemmelavede, sommetider direkte mærkelige. Men han fører solisten, aftnens to kor og det op mod 100 mand stærke symfoniorkester alle de rigtige steder hen.
»En smuk sang«
Gustav Mahlers symfoni varer langt over halvanden time og hører dermed til historiens længste.
Komponisten havde ellers ikke det store selvværd. Han var ofte usikker på folks modtagelse af mammutværkerne.
Som dengang en knægt fra koret gik ned forbi berømtheden og sagde: »Det er en smuk sang, De har skrevet, Hr. Mahler«. Poden reddede hans dag.
Men når Vladimir Ashkenazy står foran DR SymfoniOrkestret, virker den ikke et minut for lang. Russeren med den hjemmegjorte gestik ligner selveste Prometheus sådan en aften. En verden skabes lige for vore øren og viser sig som en god verden.
Det er den udvikling, der står klarest i bevidsteden her bagefter: Selve udviklingen fra den kolde åbning til det kosmisk varme slutspil. En stopfuld sal i DR Koncerthuset sad helt åndeløs og bragede løs bagefter.
Melodierne lyder rigtignok ofte som dem fra Johannes Brahms’ første symfoni – men slår snart over i en begejstring a la »Er du dus med himlens fugle«.
Og det hele virker så ufatteligt fuldt af fascinerende detaljer: DR SymfoniOrkestrets musikere har det ene gyldne øjeblik efter det andet. Basunens utrolig bløde spil, strygergruppens ret så usædvanlige varme, koncertmester Åstrands nærmest uskyldige tone, Michael Frank Møllers solo for det fjerne posthorn i tredje sats.
Og hvem havde ikke gerne hørt mere til verdensnavnet Anne Sofie von Otter plus Københavns Drengekor og DRs egne damer!
Anne Sofie von Otter er blevet 60 efterhånden og stadig en af fagets mest originale skikkelser.
Den berømte mezzosopran virker ikke altid helt tryg ved de mange mennesker foran. Svenskerens lidt kejtede fremtoning giver til gengæld musikken et usminket skær.
Hun ligner en åben bog og synger som en åben bog.
Selv de små fejl sådan en aften virker nærmest med vilje. Verden er skabt og kan både vinde og vakle.
Mahlers Tredje med DR SymfoniOrkestret viste sig på én gang kosmisk og forbløffende underholdende.
