I 2004 var Gwen Stefani en af de mest outrerede popstjerner, der fandtes. Det år udgav den amerikanske sangerinde sin første single, »What You Waiting For?«, et opildnende, new-wave inspireret nummer.
Kigger man tilbage på popverdenen anno 2004, året, hvor Stefani udgav sit debutalbum, ser den næsten helt uskyldig ud. Stjerner som Hilary Duff og søstrene Ashlee Simpson dyrkede et fersk, girl-next-door-image. Britney Spears udfordrede sin rolle som kysk Disney-prinsesse, men havde endnu sit offentlige sammenbrud »til gode«.
Det var før, Lady Gaga gik i kjoler lavet af kød. Det var før, Nicki Minaj gjorde en (fiktiv?) personlighedsspaltning til en del af sin musik. Det var før, Miley Cyrus svingede med sin strap-on-dildo på scenen.
Derfor er det både skuffende og ikke særligt overraskende, at Gwen Stefanis tredje album, »This Is What the Truth Feels Like«, er en karakterløs affære. Tidligere har hjertesorger fungeret som kreativt foder for hende. Bare tænk på singler som »Don’t Speak« og »Ex-Girlfriend« fra No Doubt, ska-pop gruppen, som sangerinden stod i front for!
Selv har Stefani beskrevet sit nye album som et »break-up-album«, men den personlige krise omsættes sjældent til fængslende, innovativ popmusik.
Singlen »Used to Love You« sigter efter patos med bævende orgel og bombastiske bækkenbragende outro, men mangler de idiosynkratiske træk, Stefani tidligere har leveret.
Også åbningsnummeret, »Misery«, træder vande i den ultraklichéfyldte kærlighed-som-stoffer-metafor. »You’re like drugs to me /They don’t sell this feeling at the grocery«, synger Stefani.
Send nu det gamle greb på afvænning!
Bedre hen mod slutningen
Også »Send Me A Picture«s tekst er tåkrummende. Det virker leflende for et yngre publikum, når Stefani synger »No filter/take another snapshot in the mirror«. Det kan da godt være, at sangerinden sexdater i en alder af 46 år, og det er der ingen grund til at skamme sig over, men lydeffekten, der simulerer en smartphones meddelelsesnotifikation, er stadigvæk virkeligt kikset.
Heller ikke på den opstemte single »Make Me Love You« formår Stefani at sætte sig i karakter. Der er efterhånden blevet kværnet nok letbenede disco-numre ud af post-Pharrell & Daft Punk-samarbejdet, og desværre er »Make Me Love You« endnu en tilføjelse til listen.
Mod slutningen dukker der en smule af Gwens gamle excentricitet op. På »Naughty« krukker hun over en stiv, cabaret-agtig klavermelodi og en stampende bro, der låner lidt af »What You Waiting For?«s intensitet, og nok er omkvædets nagende vokal lidt overgearet, men det har tidligt været en af Stefanis styrker, at hun løb risici nok til at kunne provokere en på godt og ondt.
»This Is What the Truth Feels Like« er så intetsigende et album, at det ikke kan afføde en stærk reaktion. Hverken positiv eller negativ.
Hvem: Gwen Stefani.
Hvad: »This Is What the Truth Feels Like«, Universal.
