Gulddreng blev dansk pops selvopfyldende profeti. Da han ud af ingenting dukkede op i foråret 2016, var han allerede iscenesat som dansk pops største stjerne. Med selvtilliden i top, dækket i guld, champagne i glasset og sange om at knalde modeller på luksushoteller lignede han en udstrakt langemand til den gode gamle Jantelov. De umiddelbare reaktioner: Hvem f… er den flab? Hvem tror han lige, at han er?
Omgående skød han til tops på streamingtjenesterne, og der har han så mere eller mindre uafbrudt befundet sig lige siden takket være en velorkestreret social media-kampagne og stribevis af hits. Og det selvom det forholdsvis tidligt stod klart, at Gulddreng var et mediestunt. En grænseslørende parodi på dansk pops fuckbois, deres lyd og mannerismer. Dygtigt iscenesat af den unge sanger og sangskriver Malte Ebert og pladeselskabet Universal.
Gulddreng-projektets styrke og berettigelse har hele tiden ligget i dets implicitte kritik og latterliggørelse af den fladpandede dekadence, der hersker i store dele af dansk pop i Spotify- og Instagram-æraen. Jo mere plat, flabet og selvfedt Gulddreng har opført sig, jo mere succes har han – med få undtagelser – haft.
Men der er også grænser for, hvor mange gange man gider høre den samme joke. Projektet har for længst overskredet sidste salgsdato, mystikken er forsvundet, hvorfor det også virker som det helt rigtige omsider at tage livet af Gulddreng med debutalbummet »Farvel« og en stort anlagt afskedskoncert i Royal Arena næste måned.
For en popstjerne, der har opnået alt alene ved at udgive singler, kan det virke lidt bagudskuende at udgive et album. Gulddreng har altid været en single-kunstner – det er streamingtjenesternes hårdeste valuta – og det længere format gør ham ingen tjenester. For netop det længere format bekræfter kun projektets begrænsninger: Ligesom på singlerne bliver der på stort set alle numre sunget »baby« i hvert eneste vers, og det er selvsagt virkelig trættende over en hel plade.
Det musikalske håndværk er der til gengæld ikke en finger at sætte på. Pladen lyder mere eller mindre som et velproduceret katalog over tidens mest populære lyde – det, man kunne vælge at kalde metervare – med Gulddrengs smidigt lidende r&b-fraseringer som limen til at binde det hele sammen.
Det største problem er dog den rådvildhed, som præger albummet og projektet som sådan på dette sene tidspunkt i forløbet. Den talte intro er tåkrummende i sit trætte forsøg på at være sjov, mens han på den trap-piskende »Fuck det« lyder decideret bitter med linjer som »Fuck det / de siger jeg har det for nemt / fuck det / de siger om lidt er jeg glemt / fuck dig og fuck dem og fuck det«.
Andre steder står, hvad der lyder som oprigtige kærlighedssange som »Helt væk« og »Alt hvad du vil ha«, side om side med en sang som »Bedste ven«, der er en fjollet in character kærlighedserklæring til hans hund. Sunget med samme passion som de mere straight sange. Hvor seriøst skal man så tage det? Det virker ikke helt, som om Gulddreng selv er klar over det længere.
Men lige som strømmen af singler har vist, så kan han også ramme, ehm, guld. Og det sker oftest, når han driller og parodierer sine mandlige popkolleger. To ret sjove sms-sketches tager tykt pis på Christopher og Rasmus Seebach, mens Gulddreng slår sidstnævnte på sin hjemmebane på pladens klart bedste nummer, den guitar-labre ballade »Ensom«.
Det ændrer dog så langt fra indtrykket af, at Gulddrengs album-farvel er en bagatel i forklædning som det sidste store hurra. Det rykker ikke rigtig ved noget, tilføjer ikke afgørende nyt og ender derfor blot med at bekræfte, at det er tid til at trække stikket. Dansk pophistorie har han dog allerede skrevet med sine singler. Og dem kan ingen tage fra ham.
Gulddreng
»Farvel«
★★★☆☆☆
Universal Music
