Heldigvis sker det, at tvivlen bliver gjort til skamme - og altid, når man mindst venter det. For det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at man som mangeårig udegående anmelder undertiden kan komme i tvivl om, hvorvidt man har bevaret evnen til at få en altopslugende musikalsk oplevelse.
Den nu 72-årige amerikanske pianist Ramsey Lewis er ikke en kunstner, jeg har dyrket specielt. Han har været en pionér inden for den såkaldte funk-jazz, og han er kendt for sine trioplader, der har opnået salgstal, som har fået mangen en jazzpuritaner til at se skævt til ham og blot omtale ham som kommerciel. I USA er han for nylig blevet vært for TV-Showet »Jazz Legends«, der på kort tid - ganske tankevækkende - har fået seks millioner seere!!
Koncerten i Copenhagen Jazz House var hans første i Danmark nogensinde, og sammen med bassisten Larry Gray og trommeslageren Leon Joyce lagde han ud med noget solidt - på sin vis ganske elementært - swingende jazzmusik. Men det stod næsten øjeblikkeligt klart, at det var mere end det. Der var noget med klangen og balancen og musikernes sans for at vælge toner. Et overblik, en lydhørhed, en modenhed og en evne til at gøre noget - ikke perfekt, men - fuldkomment. I Danmark er vi jo mildt sagt forkælede med fremragende bassister, og få timer forinden havde jeg oplevet til den navnkundige amerikaner Marc Johnson. Alligevel leverede Larry Gray et basspil - herunder et spil med bue - ganske uden sidestykke. Ligeledes var trommeslageren Leon Joyce aldeles eminent, og ikke et øjeblik var der tendens til den opvisningsprægede tæsken-løs, som desværre præger festivalen alt for meget.
Og så Ramsey Lewis selv. En meget venlig og karismatisk mand - med et pragtfuldt klaverspil. I en elegant, opfindsom og bluesmættet stil gik det over jazz og funk og alt det dér imellem, og så var der hans egen komposition »The Way She Smiles«, hvor han beviste, at man faktisk kan skrive fascinerende musik, hvis man bare tør være helt banal. Og så hans solo-medley, hvor han bare fabulerede og fabulerede, og jeg opdagede, at jeg sad helt ude på kanten af stolen for ikke at gå glip af en eneste tone.
Sidst på aftenen fortalte Ramsey Lewis om sin baggrund som kirkemusiker, og at det nu var tid for »going to church«. Og så leverede den fantastiske trio bare et fantastisk medley af salmer fra »Amazing Grace« til »What A Friend We Have In Jesus«. Så meget sjæl, så meget ånd, så meget hjerte. Jo, de måtte da have en direkte forbindelse »up there«.
Og man skulle da være et tidselgemyt, hvis man ikke følte sig beriget, ydmyg og religiøs, da Ramsey Lewis of hans folk afrundede så velvalgt med »Oh Happy Day«.
