En tilhører spurter op på scenen og sætter sig til det store sæt pauker. Musikken er ellers godt i gang og har været det længe. Hvad sker der lige?
Manden er skam fuldgyldigt medlem af orkestret. Han spiller bare med på en af de nyere traditioner omkring Carl Nielsens musik.
DR SymfoniOrkestret har arbejdet med grænseløse genistreger i ugens løb. Spillet musik fra tiden omkring Første Verdenskrig og de gamle værdiers fald.
En aften kun med de maniske værker fra bruddenes og skellenes år? Den kræver lidt ekstra af tilhørerne. Men man bliver hurtigt taknemmelig langt ind i tankerækkerne.
Taknemmelig for østrigeren Alban Bergs orkesterstykker fra 1915. Dette gigantiske udstyrsstykke med hele otte mand på slagtøj og fnidder som en fugleflok i opløsning:
Stort set alle i det kæmpe orkester spiller hele tiden. Men der kommer aldrig et tutti ud af det, som man siger. Det store fællesskab er byttet ud med et virvar af detaljer.
At få alle de toner på plads må have taget en krig. Flot gået af det orkester. Gyseligt godt!
Man trænger så også til violinkoncerten af Prokofiev bagefter. Lyden bliver tyndere og giver ørerne lidt fred. Rytmerne tager over.
En violinkoncert med Henning Kraggerud som solist kan så heller aldrig gå helt galt. Den norske stjerne står som en af disse halvblinde hunderacer med hår ned for øjnene, gør ikke det store væsen af sig, skal endda lige spille sig varm. En vældig kontrast til den yderst tændte Thomas Dausgaard på dirigentpodiet.
Men så! Især hans klang! Hver en tone står så ubegribeligt stort og klart i salen. Finalens fortryllende verden af farveskift er det bedste.
Eksperimentet lykkedes
Men at vor egen Carl Nielsen skulle stå så stærkt som tredje værk hin aften....
Hans fjerde symfoni fra 1916 er stort set kraftig hele tiden. Altså lige på nær de steder, som husets orkester altid brillerer med: Stederne med små samspil i strygerne eller gruppearbejde i blæserne. For eksempel den lille menuet i åbningen – på en måde den eneste øjeblik i dur og mol hin aften. Og de store soloer får den tone af det djærve, som udlændinge ikke altid forstår. Stykket skal være pænt, ja. Men så heller ikke pænere.
Kun den lille idé med purken på pauke har vel overlevet sig selv. Han er vel ment som gadedrengen. Som den almene lytters ambassadør, så at sige. Men den ene del af salen fatter ikke pointen – og den anden er træt efter ét sekund.
Jubel og stående ovationer. Et eksperiment er lykkedes over al forventnng. Det ville ikke have gået mange steder i verden længere.
For musik fra grænselandet ender jo nemt i ingenmandsland. Hvad skal man egentlig lytte efter? Og hvornår kommer melodierne?
Koncerthusets publikum er med på det hele.
Hvem: DR SymfoniOrkestret med Henning Kraggerud og Thomas Dausgaard.
Hvad: Musik af A. Berg, Prokofiev og Carl Nielsen
Hvor: DR Koncerthuset, torsdag.
