Der er blevet sagt og skrevet meget om jazzen i København i 1960erne og ikke mindst om, hvorledes herboende amerikanske musikere påvirkede det lokale miljø. Der er i den forbindelse blevet fokuseret på Jazzhus Montmartre, hvor især de amerikanske tenorsaxofonister Dexter Gordon og Ben Webster satte sig spor.
Men her bør man ikke glemme deres landsmand og instrumentkollega Brew Moore, der faktisk havde en lige så stor betydning, og som bestemt ikke var mindre interessant.
For mit eget vedkommende var Brew Moore den første, jeg hørte, da jeg som stor knægt vovede mig ind i lastens hule. Med en uforglemmelig oplevelse til følge.
Brew Moore var især påvirket af en af swingtidens store tenorspillere, Lester Young, men han overhalede forbilledet indenom i kraft af den kant og den energi, han tilførte musikken.
I en længere periode havde han en lejlighed på Amager, nærmere betegnet på Svinget 14, som han da også opkaldte et album efter. Det er nu heldigvis genudgivet, så man kan nyde Brew Moore i 1962 i godt selskab med pianisten Bent Axen, bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen og trommeslageren William Schiøpffe, alle fremragende folk, som ikke står i skyggen af amerikaneren.
Især er det godt at blive mindet om, hvor eminent en pianist Bent Axen var. Den svenske barytonsaxofonist Lasse Gullin, den amerikanske altsaxofonist Sahib Shihab og den danske vibrafonist Louis Hjulmand dukker hen ad vejen op som gæstekunstnere.
Det er fint, og særligt stærkt står topmødet mellem Shihab og Brew i det 11 minutter lange nummer »The Monster«, som på fascinerende vis veksler mellem statisk-dramatiske passager og sej blues.
Meinert fangede mesterens sprog
Men faktisk havde de udenlandske musikere ikke monopol på 1960er-københavnerjazzen. Der var også unge, danske musikere, som med krum hals vovede sig ud i tidens jazzunivers. Ja, tenorsaxofonisten Carsten Meinert annekterede stil og lyd fra disse års altoverskyggende amerikanske tenorsaxofonist John Coltrane. Han fangede mesterens sprog og ikke mindst det spirituelle udtryk.
Og det skete i indforstået og kreativt selskab med pianisten Ole Matthiessen, bassisten Henrik Hove og trommeslageren Ole Streenberg. Sammen indspillede den unge kvartet i 1968 albummet »To You«, som i mange år har været uopdriveligt, og som er i høj kurs blandt samlere.
Men nu er musikken atter ude, og det er godt. For den ejer en utrolig energi, ja, her er musikere, som vil og kan noget, og som virkelig får musikken til at gløde.
Et sandt mesterværk er kvartettens næsten 13 minutter lange fortolkning af Otto Franckers grand-prix-klassiker »Dansevise«. Det er simpelthen et forrygende bombardement. Og man overgiver sig betingelsesløst!
De to CD-genudgivelser rummer begge en række bonus-tracks, som absolut er gode. Om end basismaterialet er fyldestgørende.
Fem stjerner
Hvem: Brew Moore.
Hvad: »Svinget 14« »Brew Moore in Europe«. Fresh Sound Records/Jazzcup,
Fem stjerner
Hvem: Carsten Meinert Kvartet
Hvad: »To You«. FRB. Records (Også på LP).
