I aften tager Sort Sol hul på deres comebackturné i Horsens Ny Teater. Det er ti år siden, de sidst udsendte nyt. Kynikere vil hævde, at det handler om penge. At Sort Sol, som de træder op i aften, slet ikke er Sort Sol. For det er uden bassist og hitsnedker Knud Odde, og det er uden leadguitarist Peter Peter, der grundlagde bandet i 1977 sammen med forsanger Steen Jørgensen.
Begge har fået tilbuddet, men har af forskellige årsager takket nej. Nogen hemmelighed er det ikke, at den principfaste Peter Peter (der forlod bandet i 1995, red.) ikke sætter sine fødder på samme scene som rytmeguitarist og indpisker Lars Top-Galia, der selv takkede af i 2004, og overlod resterne af et band, der i forvejen lå i total dvale, til de eneste to, Steen Jørgensen med stemmen og Tomas Ortved med stikkerne. Nu er Top-Galia i midlertid tilbage, og med ham yderligere to hyreguitarister og en ditto bassist.
Måske handler comebacket også om penge, og hvad så? I endnu højere grad handler det dog om at få lukket bogen Sort Sol ordentligt. I første omgang fusede det bare ud i et uværdigt ingenting. Nok var Gasolin’ større, og kommercielt kan mange andre senere navne let overtrumfe Sort Sol. Men om intet dansk orkester står der så megen respekt som om Sort Sol. For de danske unge, der henimod slutningen af de bredriflede 1970ere var kørt træt i hippieretorik, akustiske guitarer og kilometerlange, »ordentlige« guitarsoli, var Sort Sol, der dengang hed Sods, et mere end velkomment nybrud på den lokale scene. Deres debut »Minutes To Go«, var et miks af punken fra både England og Amerika. Og den var en knytnæve til kæben, en energiudladning, hvor nerve og attitude var mere værd en klassisk kunnen.
»Minutes To Go« åbner det seneste og hidtil mest digre bokssæt fra Sort Sol, som udkommer på mandag i forlængelse af turnéen. Boksen indeholder i alt 116 numre; de otte studiealbum samt tre til lejligheden sammensatte CD’er af teatermusik, demoer og nogle af de herlige covers, som Sort Sol har været verdensmestre i. Dele af de sammensatte CD’er har været tilgængelige i bittesmå oplag, andet udgives her for første gang. Der findes mere i arkiverne, men langt hovedparten af Sort Sols virke er medtaget her. Selv var jeg ikke med fra starten, jeg var for ung, og tillige for bange for storbysolens dystre undergangsmusik. Noget mere farligt og derfor svært tillokkende, havde jeg ikke hørt fra dansk hånd. Men da alderen var til det ...
Slående er det, hvor meget »Minutes To Go« holder den dag i dag. Hvilket drama, hvilken intensitet. Til gengæld er de efterfølgende skiver frem til 1991 forbavsende bedagede i højttalerne. Vist kan man høre et band i bevægelse, genrer der kommer og går. Og vist er der indimellem perler at hente. Lige som Sort Sol stedvist formår at spille videre på den hårrejsende og knugende følelse af vedkommende kunst, de lagde ud med, men den generelle kvalitet af sangene er bare ikke god nok.
Først i 1991 sker der noget med »Flow My Firetear«. Her finder Sort Sol en form som er mere mainstream, mere hitorienteret, men stadig gruopvækkende, metallisk og dronende. De ni skæringer lyser stadig op som det fyrtårn, de er i dansk rockhistorie. Albummet er samtidig en klokkeklar aflevering til det efterfølgende »Glamourpuss« (1993), som vandt de gamle punkere et engang så utænkeligt, folkeligt gennembrud. Også »Glamourpuss« holder vand qua sine mange tidløse melodier. Her stopper festen så.
De efterfølgende »Unspoiled Monsters« og »Snakecharmer« har enkelte kvaliteter, men ganske sigende er det, at bandet har rearrangeret »Unspoiled...« og fjernet et track fra originalen. Det var ikke nogen god plade, og det er det stadig ikke. Halvfabrikata i form af kuldsejlede, elektroniske eksperimenter, alt for lidt kant og for mange jævne sange. Sådan er det. Dynamikken og modspillet mangler i kompositionerne. De få rene perler er mestendels signeret gruppens hitmaestro Knud Odde. Når man hører alle pladerne, også de tre ekstra, er det åbenlyst hvor stor en sangskriver, Odde var. Det er næsten en skam, at han har valgt malerkunsten. Tilsvarende må man bare sige, at Steen Jørgensen er en sanger, vi ikke har haft før eller siden.
Der er herligt at have så meget musik samlet på én gang. Men eksklusiv kan man ikke kalde boksen, som savner billeder og bandhistorien fortalt indefra - hudløst, råt, nervepirrende, pågående - præcis som Sort Sols musik, når den er bedst.
