Gløden er intakt hos Blur

Blur er tilbage efter 12 års albumtørke med »Magic Whip«, som har været ventetiden værd. Den er sit helt eget fremragende kapitel i historien om bandet.

»Magic Whip«
Læs mere
Fold sammen

Vi kender den fra utallige ægteskaber. Separationen. 50 procent af alle forhold ender sådan. Man kløjes i hinandens selskab og får nok. Man må have et afbræk. Finde eget fodfæste. Tit bliver pausen permanent, sjældnere finder parterne sammen igen.

Det sker dog undertiden.

Sådan har det været for Blur, og i særdeleshed for de gamle venner, frontmand Damon Albarn og guitarist Graham Coxon, hvis venskab strækker sig tilbage til 1980. Det har været on and off.

Sammen smagte de britpop-succesens søde frugter, med alt hvad der dertil hørte. Med tiden kostede det. Der opstod intern splid, og forbrug blev til misbrug. Coxons alkoholisme resulterede i et exit fra gruppen i 2002. Herefter var forholdet mellem ham og Albarn køligt i en årrække. Det resterende trekløver udgav »Think Tank« i 2003, og så troede man ellers, at Blur var færdige. Medlemmerne gik separate veje, både i og uden for musikken.

Men gammelt venskab forgår ikke så let. I 2009 fandt bandet, inklusive en tørlagt Coxon, atter sammen for at spille nogle få koncerter. Få blev til mange. Nye sange så dagens lys. Det lugtede af mere. Og pludselig anedes håbet om et nyt album.

Efter fem dages indspilninger i Hongkong i foråret 2013 og et par yderligere sessions med deres gamle producer, Stephen Street, ligger udspillet endelig klar. Deres første i 12 år. Og det har været ventetiden værd.

Catchy poptunes og martrede ballader

Sådanne second comings ender ofte som vage aftapninger af fordums storhed, hvor magien er væk. Men ikke for Blur. »Magic Whip« er lyden af fire gamle venner, hvis musikalske glød og eventyrlyst er mere end intakt. Den kollektive skabertrang fremstår enorm.

Her er det i særdeleshed en fornøjelse at lægge ører til Coxons knudrede guitarspil tilbage i Blur-regi. Hør blot, hvordan hans strengeleg gnistrer på det overstyrede fræserkvad »Go Out« og den manisk poppunkede »I Broadcast«. Og lyt så samtidig til, hvorledes han også mestrer det afdæmpede og diskrete spil på den slæbende »New World Towers« og den melankolsk boblende »Pyongyang«. Et imponerende spænd.

Samtidig er det forbilledligt, hvordan Albarn til stadighed formår at jonglere skæve og catchy poptunes, som den vimse åbner »Lonesome Street« og den godmodige »Ong Ong« med martrede ballader som »My Terracotta Heart« og den fremmedgjorte »There Are Too Many Of Us«, uden at helheden krakelerer. Tal lige om en komponist med en klar indsigt i egne styrker, som dog aldrig forfalder til at spille med sikre kort. Heldigvis.

Skal man forsøge at placere albummet i Blur-diskografien, lander det et sted mellem de flossede eksperimenter på det selvbetitlede 1997-album og den intime emotionalitet på Albarns soloudspil fra i fjor, »Everyday Robots«.

Men det er ikke fair at reducere »Magic Whip« til et sammensurium af fortidens meritter. Den er sit helt eget fornemme kapitel i ­historien om Blur. En historie, som man kun kan glæde sig over nu atter er under udvikling, hvor sidste punktum endnu ikke er sat.

Hvem: Blur
Hvad: »Magic Whip«, Warner Music