Det virker, som om alle 00ernes største popsangerinder kollektivt valgte at gå på barsel i begyndelsen af 10erne. Og nu kommer alle comeback-pladerne så flydende i en lind strøm. Fra Beyoncé over Shakira til Lily Allen.
Og nu altså også 44-årige Mariah Carey, der med »Me. I Am Mariah ... The Elusive Chanteuse« udgiver sit første reelle album siden 2009 og fødslen af sine tvillinger.
Og hvad får vi så her? Er der tale om en tilbagevenden til fordums usvigeligt sikre hitmaskineri, der har gjort hende til den bedst sælgende kvindelige artist nogensinde? Eller et hypermoderne popværk, der sætter alle kollegerne til vægs og udstikker kursen for fremtiden? I hvert fald ikke sidstnævnte. En prætentiøs albumtitel og monstrøst lang spilletid gør intet storværk alene.
Det, vi i stedet får, er en alsidig samling sange, der for en stor dels vedkommende holder sig til Careys signaturlyd: Masser af champagneboblende vokalakrobatik på en bund af 90er-r&b, gospel og vuggende feel-good-hiphop.
Klassisk Mariah Carey med andre ord. Og på sin vis ganske befriende i en tid hvor mange andre forsøger sig med opkørt dance, dyster r&b eller smældende trap-beats.
Højdepunkterne kommer i form af numre som den sødmefuldt retrosoulede »Beautiful«, hvor Mariah og opkomlingen Miguel kører mod solnedgangen på en motorcykel, mens de bekræfter hinanden i, hvor smukke de er.
Eller den overdådigt waltzende »Make It Look Good«, hvor Carey skriver sig fornemt ind i tidens Stevie Wonder-citerende bølge.
Begge numre falder på albummets første halvdel, der også klart er den mest vellykkede. Ideerne er bedre, sangene mere mindeværdige, Carey knap så meget i selvsmagende selvsving.
Alt for lang spilletid
Havde hun ladet det blive ved det, var vi landet på en højere karakter. Men i stedet trækker hun lytteren gennem en spilletid på over en time og en håndfuld numre, hvor man både skal høre hendes tvillinger pludre gennem et autotunefilter og nogle ualmindeligt lange og klistrede gospelballader.
Det virker, som om hun med dette album har ønsket at vise alle aspekter af sin personlighed. Og samtidig både skrive moderne hits, synge nostalgisk om sommeren ’88 over et beat, der lyder mere af ’94 og hylde sin gospelbaggrund.
Som album betragtet ender det derfor som en blandet landhandel. Men i mindre doser kan hendes vokalekvilibristiske poptrip stadig være ganske forførende.
Hvem: Mariah Carey. Hvad: »Me. I Am Mariah… The Elusive Chanteuse«, Universal.
