I forbindelse med Copenhagen Jazz Festivals såkaldte »Giant Jazz«-koncerter bliver det altid diskuteret, hvorvidt de involverede kunstnere nu også er giganter, og om de overhovedet spiller jazz. For selv om der nu om stunder er fantastisk mange gode jazzmusikere, så udgør de sande giganter en yderst snæver kreds, og det er almindeligt anerkendt, at den nu 65-årige amerikanske pianist Keith Jarrett er med i kredsen.

Så vidt jeg er orienteret, havde jazzfestivalen nogle forhandlinger med Keith Jarrett. De løb dog ud i sandet, hvilket kan tillægges, at Keith Jarrett ikke - hverken over for arrangører eller publikum - er verdens mest imødekommende person. Men når det er sagt, og mere til, så er Keith Jarrett uomtvisteligt en unik kunstner, hvad denne nyudgivelse - indspillet i marts 2007 - bekræfter.

Pianisten spiller som oftest solo eller trio, men denne gang handler det om duo, idet han efter 30 år genforenes med sin gamle bassist, den nu 73-årige Charlie Haden. Heller ikke han skulle være helt nem at omgås, men han spiller ikke desto mindre med en særlig varme og sjæl. Og her indtager han overvejende den indforståede ledsagers rolle, hvilket giver pianisten de bedste betingelser for at folde sig ud i nyfortolkning af værker fra den store amerikanske sangbog.

Der bliver lagt ud med den vemodige »For All We Know«, komponeret af J. Fred Coots i 1934 og fortsat totalt tidløs, hvad også Keith Jarrett bekræfter med et roligt, melodiøst, luftigt og eftertænksomt spil.

I det hele tages bliver der spundet meget guld, om end der også kan snige sig noget pletfrit - selvsikkerhedens monotoni - ind i foretagendet, og efter nogle gennemspilninger savner man faktisk noget kamp og nogle knaster.

Til de betagende værker hører Joe Samples »One Day I'll Fly Away«, et kæmpehit for sangerinden Randy Crawford for 30 år siden, og her med al den romantisk, man kan ønske sig. Uforfalsket minimalistisk gigant-jazz.