Vi havde en hed ting kørende. Suede og jeg. For 20 år siden. Der var vi på bølgelængde. Men som det så tit sker med den slags kærlighedsaffærer, så endte det med, at den ene part (jeg kigger på jer, Suede!) smadrede lidenskaben ved at blive for magelig og temperamentsforladt.
I mine britpopkåde teenageår labbede jeg med stor appetit Suedes to første album i mig. Englændernes veltrimmede opkog af androgyn Bowiesk glamrock, flamboyant Morrisseysk krukkethed og lyrisk rendestensromantik gik lige lukt ind i mit kronisk tristessetyngede teen-hjerte. Men så gik det galt. Vi voksede fra hinanden.
Deres storhittende tredje album, »Coming Up«, lød i mine ører skamløst poppet og led under fraværet af den visionære medkomponist og guitarist Bernard Butlers herligt kantede strengeleg. Han var forduftet efter uoverensstemmelser.
Nu skulle man trækkes med erstatningen Richard Oakes’ mere ordinære klimpren. Og hvad værre var, så begyndte min mor at stå der i køkkenet og tralle med på »Trash«, »Beautiful Ones«, »Saturday Night« og hvad de ellers hed, alle deres nye radiohits.
Slut. Prut. Finale. Farveller, Suede! Det er ikke dig, det er mig. Suede udgav derefter yderligere to plader, hvor dagsformen udelukkende var nedadgående, inden de opløstes i 2003. Godt det samme, tænkte jeg.
Mere tændte end længe
For tre år siden vendte britpopveteranerne så tilbage med den ret så tamme comebackskive »Bloodsports«, hvor ilden ikke var genantændt. Af samme grund nærede jeg ikke store forventninger til nærværende skive.
Men jeg må konstatere, at mine bange anelser bliver gjort til skamme. I hvert fald delvist. For i de bedste momenter på »Night Thoughts« virker Suede mere tændte end længe uden dog nogensinde helt at nå ungdommens zenit.
Skæringer som de svulstige rockere »Outsiders«, »No Tomorrow« og »Like Kids«, den dynamisk omskiftelige »I Don’t Know How To Reach You« samt den æteriske ballade »Tightrope« kan Suede nemlig sagtens være bekendt.
Brett Andersons nasale stemme har genfundet noget af fordums desperate bid, rytmesektionen gynger veloplagt, flere numre er nænsomt draperet i smukke, fløjlsbløde strygerarrangementer, ja, selv Richard Oakes’ guitarspil gnistrer fra tid til anden.
Alle ovennævnte sange smyger sig uden større besvær ind i den bedre halvdel af Suedes sangkatalog uden at få røde ører. Andre – ingen nævnt, ingen glemt – er af mere tvivlsom karakter. Men fred nu være med dem. Disse svagere indslag ændrer ikke stort på, at »Night Thoughts« for mig ender som et noget overraskende positivt genhør med en gammel flamme.
Måske ruster gammel kærlighed alligevel ikke helt så let?
Hvem: Suede.
Hvad: »Night Thoughts«, Suede Limited.
