Genhør med en af jazzhistoriens helt store

Længe før sit gennembrud som pianist havde Dave Brubeck en trio, der rummede vibrafonisten og trommeslageren Cal Tjader. Det var langt fra uinteressant

Pianisten Dave Brubeck optræder i 1960 ved jazzfestivalen i Essen i Tyskland. Foto: Willy Lund Fold sammen
Læs mere

Den amerikanske pianist Dave Brubeck huskes først og fremmest for den kvartet med den fine altsaxofonist Paul Desmond, som han stod i spidsen for gennem 1950erne og 1960erne. Til trods for kvartettens originalitet fik den ofte klø af anmelderne, hvilket ikke forhindrer den i at være et af jazzhistoriens mest tidløse og høreværdige ensembler.

Men Dave Brubeck havde også en karriere før denne kvartet. I slutningen af 1940erne spillede han på den amerikanske vestkyst med en trio, som rummede bassisten Ron Crotty og trommeslageren og vibrafonisten Cal Tjader, og som udsendte et par LPer, der nu ser dagens lys i form af en CD.

De 24 værker, der alle er hentet fra den store amerikanske sangbog, får en både kammermusikalsk og jazzmusikalsk vinkling, blandt andet fordi Cal Tjader alternerer så ubesværet og elegant mellem trommer, bongotrommer og vibrafon.

Denne fornemme musiker fik sig senere en agtværdig karriere, ikke mindst inden for latinamerikansk musik, og her er der rig lejlighed til at nyde hans håndelag. Han har raffinement og fremdrift i sit trommespil, og på vibrafonen viderefører han på personlig vis klang og energi fra instrumentets tidligste mester, Lionel Hampton.

Slipper gækken løs

Alligevel er det Dave Brubeck, der tegner sig for de stærkeste præstationer, om end man ikke sådan umiddelbart bliver væltet omkuld. Derimod bliver man støt og roligt fanget af hans på én gang uortodokse og konstruktive tilgang til de enkelte melodier.

Det handler blandt andet om herlige temposkift i »Singin’ in The Rain« og »Body and Soul«, om majestætisk og voluminøst spil i »Laura«, om romantisk præluderen, inden han slipper energien og gækken løs i »Indiana«, og om et herligt kantet old-school-piano-spil og en efterfølgende uptempo-ekskursion i »Avalon«. Det er bare musik, som er både handlingsmættet og helstøbt.

Udgivelsen er forsynet med et par bonus-tracks med en Brubeck-oktet, som slutteligt, sammen med en konferencier, bevæger sig gennem jazzens stilarter i »How High The Moon«. Det er ganske kuriøst.

Hvem: Dave Brubeck Trio featuring Cal Tjader. Hvad: »Complete Recordings«. American Jazz Classics/Jazzcup