I forhold til, hvad jeg i øvrigt har oplevet af rigt varierede og overraskende ting på den igangværende festival, så var mødet med den blot 11-årige indonesiske pianist Joey Alexander absolut markant anderledes. Ikke så meget på det musikalske område, mere som en totaloplevelse, altså at se og høre en lille, spinkel og let genert knægt spille som en voksen fuldblodsjazzmusiker – ja, jeg har i hvert fald aldrig været ude for noget lignende.
Joey Alexander må vel være det, man kalder et vidunderbarn, og heri er der jo mange – både positive og negative – aspekter. Havde han spillet klassisk musik og været i stand til at spille samtlige Beethoven-sonater forfra og bagfra, ville det være fantastisk, men sikkert også baseret på benhårdt terperi.
Joey Alexander, der begyndte at spille for tre-fire år siden, har sikkert også terpet. Men at spille jazz er jo ikke udenadslære, her handler det i afgørende grad om at kunne improvisere, altså skabe musik – her og nu – med sit eget fingeraftryk. Der skal altså – ud over håndelaget – både lyst og nysgerrighed til. Og heldigvis, tror jeg, at Joey Alexander har begge dele.
Her var han så ved flyglet på The Standard, glimrende ledsaget af den svenske bassist Mattias Svensson og den danske trommeslager Anders Mogensen. Og selv om Joey Alexander i kraft af sin særlige visuelle fremtoning sætter andre pianister i skyggen, så skal hans kunst selvfølgelig måles og vejes, som var han en voksen jazzmusiker.
Ikke overraskende handlede det om »klassisk« triojazz, og det vil sige, en pianist, der sammen med en bassist og en trommeslager fortolker et repertoire, hentet fra jazzens store sangbog. Og trioen lagde ud i frisk uptempo med Ray Nobles »Cherokee«, hvor pianisten viste sin autoritet, efterfulgt af Richard Rodgers’ »My Favorite Things«, som afslørede lidt mere af pianisten som jazzfortolker. Hans tema-præsentation – og det gjaldt også for flere andre numre – virkede en kende for tør og skolet, hvorimod hans idé med at indlægge en kadence – altså en lille uakkompagneret klaversolo midt i nummeret – både var original og velfungerende.
Vi fik også udmærkede versioner af Matt Dennis’ »Angel Eyes« og Billy Strayhorns »Lush Life«, og så – ind imellem – Lennon/McCartneys »Blackbird« – igen med et lidt firkantet tema – og igen med en ganske spændende kadence. Og så gav Joey Alexander sin cadeau til stedets musikchef, pianisten Niels Lan Doky, ved at fortolke hans »Contemplation From A Mountain Top«. Det var en fremragende version af en fremragende komposition, og en Joey Alexander, der ud over endnu en flot kadence fik sat sin trio i kog med et kreativt klaverspil, der også viste, at han ubesværet kan lade sit melodispil alternere mellem højre og venstre hånd.
Som afslutning fik vi en vel ganske passende titel, nemlig »Giant Steps«. Ja, som mangen en jazzmusiker vil vide, er denne John Coltrane-komposition – med sin komprimerede akkordgang i uptempo – virkeligt et svendestykke for enhver ambitiøs jazzmusiker. Og her snuppede Joey Alexander da lige sit svendebrev med en vildt intens version af den hårdt prøvede klassiker.
Og derudover er det vel bare at sende nogle gode tanker for en fortsat god karriere.
Hvem: Joey Alexander Trio
Hvor: The Standard, fredag aften (Også søndag kl. 13.30 og 18)
