Jeg har en god ven. Han må kun lytte til Joanna Newsom, når hans kone ikke er hjemme, for hun kan ikke døje lyden af amerikanerens musiske eskapader. Hvis min ven ønsker at lytte til Newsom, når fruen er i huset, forvises han til garagen, hvor han er så heldig at have en reservepladespiller stående. Åh ja, ægteskabets små kompromiser.
Dette eksempel er dog ganske symptomatisk. For 33-årige Newsom har det med at dele vandene. Der er dem, der synes, at hendes avantgardistiske kammerfolk er ulideligt excentrisk og for viderekomne.
Og så er der dem, der finder hendes krukkede musikalske krumspring sært tiltrækkende i al deres abstrakte kompositoriske detaljerigdom. Og du har givetvis allerede gættet det, kære læser, jeg tilhører sidstnævnte gruppe.
For siden hun debuterede i 2004 med albummet »The Milk-Eyed Mender«, er det efter min ydmyge mening kun gået støt kunstnerisk fremad for den unikke amerikaner, hvis stil er blevet forfinet og videreudviklet udgivelse for udgivelse. Og denne udvikling fortsætter på hammerambitiøse »Divers«, hendes første udspil i fem år.
Her arbejder hun med mere vidtfavnende arrangementer og en mere dynamisk sound end tidligere. Foruden hendes signaturinstrument, harpen, den karakteristiske artikulerende lillepigerøst og de ligeledes ofte tilstedeværende klavertoner, så trakterer hun her lytteren med blandt andet sagte banjo-klimpren, nænsom harmonika-pumpen, brummende synths, blide fløjtetriller og sørgmodige strygere.
Dette fyldigere udtryk bør givetvis tilskrives, at en række medlemmer af Prags symfoniorkester bidrager. De større orkestrale armbevægelser koster dog lykkeligvis aldrig på intimitetskontoen.
Verdenshistoriens vingesus
Arven fra Kate Bush fornægter sig ikke. Slægtskabet viser sig tydeligst i Newsoms ekspressive stemme samt i den legesyge landlige folkemusikalske barokpop, hvis lyrik ofte sværmer med litterære og kulturhistoriske referencer. Her mærker man hyppigt naturens kraft og verdenshistoriens vingesus.
Fortidens blodige slagmarker spøger i den vakre »Waltz of The 101st Lightborne«. På den mystiske »Sapokanikan« synger Newsom om Manhattans kunstnermekka, Greenwich Village, hvor Lenape-indianerstammen levede, før den hvide mand kom og stjal deres land.
Den umulige kærlighed tematiseres gudesmukt i det repetitive, syv minutter lange titelnummer, mens tidens ukontrollerbare karakter er omdrejningspunktet i afslutningsnummeret, »Time, As a Symptom«.
Netop tid er et interessant begreb at tale om i forhold til Newsom, som musikalsk formår at sammensmelte de mange referencer fra fortiden, det være sig lyriske eller musikalske, til et udtryk, der i kraft af sin egen smukke særhed formår at trancendere tiden og fremstå komplet tidløs.
I det perspektiv manifesterer »Divers« sig som endnu et generøst og fejende flot, men samtidig også tålmodighedskrævende og fabulerende værk bærende Newsoms unikke signatur.
Hvem: Joanna Newsom.
Hvad: »Divers«, Drag City.
