Ganske whist

Koncert: De spillede musik - men det kunne lige så godt have været kort. Fredagens såkaldte stjernekoncert med Guarneri Kvartetten var som et møde i pensionistklubben. Men også dét har sin charme...

De minder lidt om ægtefolk i pensionsalderen. Gnisten er forsvundet, kanterne er slebet ind til rundhed og børnene i form af den klassiske verdens bedste kvartetplader flere årtier gamle.

Men ligesom ægtefolk kan de ikke tænkes hver for sig. De fire herrer i Guarneri Kvartetten kender hinanden ud og ind og tilbage igen. Hele tre af dem har spillet sammen siden midten af tresserne - besøgt alverdens riger og lande og æret den instrumentbygger, de har navn efter. Faktisk må de fire strygere være verdens ældste kvartet overhovedet.

Og dét hører man selvfølgelig. Der er noget tankelæsning over deres samarbejde. Noget clairvoyance. Når de sidder i Radiohusets ikke udsolgte koncertsal og spiller stjernekoncert, behøver de knap nok kigge på hinanden længere - de ved nøjagtig hvad kollegerne vil.

På en måde fungerer det næsten for godt. For eksempel sætter de Mozarts allersidste kvartet på nodestativet, men får ikke lige begyndt samme sted på buen ... Egentlig en dum, utjekket, amatøragtig fejl. Sådan noget sker kun, hvis man har taget for mange ting for givet for længe.

Ikke at det betyder så meget. For de fire herrer finder ind til hinanden igen - lidt som ægtefolk gør det. Vurderet med dét høreapparat var fredagens stjernekoncert med den alderstegne kvartet en stor oplevelse. Godt hjulpet af en Beethoven, de kender bedre end nogen andre i faget. Og af en mere progressiv Janácek, der af en eller anden grund lød som skabt til dem. Her var de i deres es.

Men der var andre minusser ved den aften. Især kontakten til publikum. At sidstnævnte rejste sig og applauderede stående er ret utroligt og næsten for meget. Guarneri Kvartetten kan ikke længere præstere spænding, fysisk nærvær, elementær råstyrke. De kan ikke længere mærkes gennem gulvet. Faktisk kan de knap nok høres gennem luften. Og nestoren på førsteviolin spiller tilmed falsk ...

Så dét blev den anden side af medaljen: At verdens bedste strygekvartet i dag minder om whistholdet på en god aften - og uden ret mange trumfer i ærmet.

Men sikke man hyggede sig imens.