Gandalf har kun vanviddet tilbage

Lee 'Scratch' Perry var engang en af det 20. århundredes mest visionære lydtroldmænd.

Fra sit primitive studie definerede han i 1970erne Jamaicas fortættede, komplekse og tunge dublyd. Men på Cosmopol-scenen natten til lørdag var en skør Gandalf-hat alt, hvad der var tilbage af magien.

Godt nok ved de fleste fans af pioneren udmærket, at personen Lee Perry er så skør, at det for længst er blevet sørgeligt at bevidne: Det fortælles, at manden få dage før han brændte sit berømte Black Ark-studie ned i 1979 gik baglæns gennem Kingston, mens han for hvert skridt slog i jorden med en hammer. Alligevel kunne ingen være forberedt på hans helt igennem bizarre Roskilde-optræden:

Til anonyme beats leveret af den britiske dub-DJ Adrian Sherwood holdt 71-årige Perry sig til et lille hjørne af scenen, hvorfra han iklædt rastafarver og indsunkne øjne gik i gang med mumlende, så godt som uigenkendelige versioner af klassikere som »Chase The Devil«. Til gengæld lagde han masser af engagement i et 'maleri', han udformede imens: Mens han messede »I'm gonna paint. Colour paint« sjaskede han maling på et stort, hvidt lærred bag sig: Underlige, røde mænd, der lignede noget fra South Park, og fragmentariske statements som »Jah B£e$$« og »Jah Ra$tafari«.

Værket skal efter sigende sættes på en netauktion til fordel for velgørenhed, og det skal såmænd nok blive solgt som freakshow-løsøre. For alt, Lee Perry har tilbage, er sit vanvid, og alle der håbede at opleve de musikalske kvaliteter, der gjorde ham til en af verdens mest opfindsomme og originale producere, måtte forlade Cosmopol den illusion fattigere.

Lee 'Scratch' Perry og Adrian Sherwood, Cosmopol, fredag.