Fuldkommen finale

Efter en række mere eller mindre pseudo-klassiske egen-værker spillede de to amerikanere, pianisten Brad Mehldau og tenorsaxofonisten Joshua Redman, bare noget jazz. Og det var genialt.

Pianisten Brad Mehldau hører sammen med saxofonisten Joshua Redman til blandt de mest tonaangivende og virtuose instrumentalister i jazzen i dag, og det gav de flotte eksempler på under deres koncert i Skuespilhuset fredag. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi var i jazzfestivalens kammermusikalske - for nu ikke at sige finkulturelle - afdeling. Ikke blot i kraft af de nationalsceniske rammer og det totale fotoforbud, men også i kraft af den klassiske æstetik og lyd, som de to amerikanere, pianisten Brad Mehldau og saxofonisten Joshua Redman, anlagde. De er i dag henholdsvis 40 og 42 år, og begge hører til nutidsjazzens mest toneangivende og virtuose instrumentalister. Og så vil de selvfølgelig gerne spille deres egen musik.

Koncerten bevægede sig da også i form af bidrag fra begge herrer, og mens Brad Mehldau leverede en imponerende tangentleg, spillede Joshua Redman meget smukt på såvel sopransaxofon som tenorsaxofon. Det var alt sammen meget sympatisk, men på sin vis også påfaldende pseudo-klassisk, ja, selv duoens udgave af Thelonious Monks »Monk’s Dream« flyttede sig ikke rigtigt ud af stedet.

Genial og kreativ dialog

Men så skete der alligevel noget, som på mirakuløs vis vendte koncerten. De to musikere lagde noderne bag sig og fortolkede Hoagy Carmichaels smukke ballade »The Nearness Of You«. Og selv om de holdt tempoet så langt nede, som det overhovedet kunne lade sig gøre, var der pludselig en organisk puls og en naturlig, kreativ dialog mellem tangenter og tenorsaxofon. Her var bare noget ægte noget fuldkomment. Og det voldsomme bifald lod da heller ikke vente på sig.

Heldigvis forlod de to herrer ikke den store jazzsangbog, men afrundede koncerten med Cole Porters »Just One Of Those Things« - i regulært uptempo, men samtidigt utroligt luftig og letsvævende. Brad Mehldaus melodiske variationer var fantastiske, og enestående var de to musikeres »chase«, der udmøntede sig i en finurlig tango.

Ikke uventet blev det til et par ekstranumre, det første på én gang anonymt og eksplosivt, og det andet - endnu et mirakel. På opfordring fra salen leverede pianisten og tenorsaxofonisten nemlig en rigtig gammel jazztraver, Jimmy McHughs »On The Sunny Side Of The Street«. Og her oplevede vi, hvad der sker, når de største mestre spiller jazz. Hos såvel musikere som publikum blev nysgerrigheden i den grad tændt, og resultatet var uafbrudt opløftende, overraskende ... ja, bare genialt.