Kan man andet end omfavne et band, hvis vokalharmonier hører til blandt de fineste i den håndholdte americana, hvor country, folk, rock og roots møder hinanden i dans, smil og stemningsfulde kompositioner. Eller, kan man andet end overgive sig til et kuld amerikanere fra øverste venstre hjørne af landkortet, som skriver, spiller og synger så forbandet smukke sange, at de næste står i kø for at tage bo i det pivåbne lytterhjerte. Band of Horses mister megen kant på »Infinite Arms«, men tilgengæld vinder verden så ubegribelig smukke og stemningsfulde sange af pop og akustisk-finesse »Evening Kitchen«, den overskudsorkestrale romantiker »Factory«, den uskyldsvarme Young-rocker »Laredo«. Uha, der er flere fine sager, men færre af den bærer den elektriske guitars signatur end tidligere. Håndværket er enkelt, sine steder måske endda decideret sjusket, men der er en varme, en ømhed over Ben Bridwell og ros, som bevirker, at Band Of Horses evner at charmere sig ud af selv de mest banale grundsange.