Der er nogle musikere, der ankommer fuldt formet allerede på debutalbummet. Og som aldrig siden når helt samme højder igen. Og så er der dem, der først peaker lidt længere nede ad vejen. Amerikanske The War On Drugs falder helt klart i sidstnævnte kategori. Selvom debutalbummet »Wagonwheel Blues« fra 2008 var en ganske lovende affære, var det først på 2011s fænomenale »Slave Ambient«, at hovedkreatør Adam Granduciels vision for alvor krystalliserede sig.
Nu er vi så kommet til album nummer tre, »Lost In The Dream«, der både raffinerer og på fornemmeste vis bygger videre på udtrykket fra »Slave Ambient«. Hvilket altså vil sige, at Granduciel igen tager afsæt i klassiske amerikanske heartland-rockere som Bruce Springsteen, Tom Petty og ikke mindst Bob Dylan. Men vel at mærke i deres 80er-periode, hvor deres traditionsbevidste americana foldede sig ud i stadionstore produktioner med masser af shine, rumklang på lilletrommen og synthesizere.
Granduciels store genistreg er dog, at han i stedet for bare at efterligne forgængerne både tilfører dem shoegazernes sugende svæv og krautrockens repetitive fremdrift. Numrene får bare lov til at cruise derudaf i 6, 7 og 8 minutter, mens lag af labert forvrængede guitarer, ambiente synths, udblæste mundharper og diskrete blæsere maler enorme amerikanske drømmelandskaber op omkring hans hæse Dylan-fraseringer.
Ud af krisen
Utroligt nok lyder det faktisk endnu bedre end på forgængeren. Der er mere dybde i produktionerne. En større klarhed i sangskrivningen. En større determination i arrangementerne. Vokalerne ligger højere i mixet og tegner billedet af en mand i eksistentiel krise. Og det er langt fra tilfældigt, al den stund Granduciel var ramt af en heftig depression under arbejdet med albummet. Hvilket i den grad har sat sine spor i teksterne, hvor han synger om at lide, om at brænde op og om at fortabe sig i sine drømme.
Det er nærliggende at se disse drømme som et billede på hans musik. I den optik fremstår musikken både som forbandelse, eskapisme og frelse. For at realisere den har han måttet forsvinde ind i den. Fare vild i den. Fortabe sig i den. For siden at vågne op igen på den anden side. Renset. Og med en af årets hidtil smukkeste og mest medrivende plader i hånden. Nu kan vi andre så fortabe os i den. Med 120 km/t mod drømmenes forsvindingspunkt. Alting bliver vitterligt smukkere i The War On Drugs selskab. Mere vitalt, frodigt, funklende. Kunsten er ikke at forsvinde helt. Det her er en af den slags drømme, man ikke har lyst til at vågne op af.
Hvem: The War On Drugs.
Hvad: »Lost In The Dream«, Secretly Canadian.
