Frisk energi fra de herboende

København er fortsat hjemsted for mange begavede internationale musikere, herunder den svenske bassist Daniel Franck og den norske tromme­slager Snorre Kirk, begge album-aktuelle i eget navn

Snorre Kirk trommer på scenen i Jazzhus Montmartre. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

At jazzlegender som Dexter Gordon og Ben Webster engang boede i København, forhindrer på ingen måde den danske hovedstad i fortsat at tiltrække mange begavede internationale jazzmusikere.

En af dem er den svenske bassist Daniel Franck, som den seneste årrække har været en efterspurgt sekundant, og som nu er ude med et album i eget navn. Her har han allieret sig med den ungarske tenor­saxofonist Gabor Bolla, der efter at have optrådt i Jazzhus Montmartre i sommeren 2013, slog sig ned i København, plus dennes landsmand, pianisten Robert Lakatos, og den amerikanske trommeslager Lewis Nash.

Det er et stærkt hold, der ubesværet – og i solid bebop-tradition – giver liv til værker, såvel af kapelmesteren som fra den store jazzbog. På de tre sidste af de syv numre dukker bassistens storebror, tenor­saxofonisten Tomas Franck, op, og tilstedeværelsen af to tenorsaxofonister giver åbenbart en konkurrencetilstand, der udover mesterlige tonestrømme fra frontblæserne tilfører en frisk energi til hele holdet.

Mere frisk energi

Og frisk energi finder man bestemt også hos en anden i København bosat musiker, nemlig den norske trommeslager Snorre Kirk. Som komponist og kapelmester er han ude med sit andet album, og nok engang kan man glæde sig over, at hans musik favner hele jazzhistorien, ofte med en fin og finurlig melodik og ikke mindst med klare reminiscenser fra den store mester Duke Ellington.

Også Snorre Kirk har samlet sig et stærkt hold, der rummer to svenskere, pianisten Magnus Hjorth og trompetisten Tobias Wiklund, samt tre danskere, alts­axofonisten Oilly Wallace, tenor­saxofonisten Jan Harbeck og bassisten Lasse Mørck.

I yderst elegante arrangementer får solisterne lov til at folde sig ud, og ikke mindst får man sig en øreåbner, når den purunge Oilly Wallace trykker den af som en anden Cannonball Adderley, eller når Jan Harbeck samler lyd og tråde fra alle de store Duke Ellington-saxofonister i et helt personligt og farverigt sprog.

 

Fire stjerner:

Hvem: Daniel Franck Quartet

Hvad: »The Hangout«. Stunt Records

 

Fem stjerner:

Hvem: Snorre Kirk

Hvad: »Europa«. Calibrated