Fra visionær til rødglødende

Plade: »War Stories«James Lavelle og hans band Unkle var indbegrebet af 1990ernes post-moderne tilgang til musik, og det har han måttet høre for siden. Næsten ti år efter gennembruddet er Lavelles musikalske mylder erstattet af fokus.

Først blev James Lavelle udråbt til 1990ernes mest visionære musikalske auteur. Så blev alle en lille smule skuffede over »Psyence Fiction« fra 1998 pladen, der skulle være hans store gennembrud med bandprojektet Unkle. Og til sidst endte de engelske musikmagasiner med at gøre sig morsomme over ham og hans nedslående toner som DJ nåede han endda at blive udråbt som en af verdens værste af slagsen. Så hjalp det fedt, at han for fire år siden fulgte op med Unkle-toeren »Never, Never, Land«.

Nu forsøger han igen med »War Stories«, og i mellemtiden har den ambitiøse britiske sanger, musiker, producer og samlingsfigur fået mere styr på sit show. »Psyence Fiction« var et rigtigt 1990er-kollektivprojekt, hvor Lavelle med hjælp fra især californiske DJ Shadow forsøgte at kreere en højloftet hybrid mellem beats og bebrillet rock en postmoderne collage, hvor ikke solisterne, men mylderet af dem var selve stjernen. Pladens gæsteliste var derfor alenlang og inkluderede alle fra Radioheads forsanger Thom Yorke til Beastie Boys-rapperen Mike D. Det var noget hypet rod, som mange lets face it gerne ville elske, mere end de egentlig gjorde det. Dertil var tonerne for kringlede og musikken for strittende snarere end struttende.

»War Stories« er til sammenligning nærmest en stram pakke. Der er ryddet ud i samarbejdspartnerne, hvoraf de vigtigste er Queens Of The Stone Age-sangeren og -guitaristen Josh Homme og 1980er-bandet The Cults goth-syrede frontmand Ian Astbury. Sammen med den faste makker Richard File og guitaristen Chris Goss giver Lavelle os denne gang en plade, der ikke lyder som om han frygtelig gerne vil imponere sin folkeskolelærer. Vi taler stort tænkt rock, med dunkelt rødglødende guitarer og grundigt kværnende beats, oftere håndspillede end ikke, som konsekvente ledemotiver. Josh Hommes stemme og uimodståelige huggeblok-guitarspil dominerer de første sange, før mikrofonen gives fri til bl.a. Astbury, Lavelle selv, 3D fra Massive Attack og sangerinden Liela Moss, der lyder lidt henad vores eget stjerneskud Ane Trolle. I modsætning til Unkles tidligere plader er indtrykket konsekvent her: Sangerne og deres længsler og smerte er underlagt sounden, og må nogle gange finde sig i at være mikset helt ned i guitarernes dragende mudder, så linjer som »Gotta follow the light to the love« næsten forekommer som en umulig opgave.

Pladen begynder, meget lavelle-agtigt med en dyb, samplet mandestemme, der siger »Please forgive me«. Der var egentlig ikke noget at tilgive, men hvis han selv synes det, så kan han sove roligt: Jeg ved ikke, om han betragter det som et nederlag, at virvaret er blevet til fokus, kreativt kaos til ditto kontrol. Men med det driftige rock-nærvær på »War Stories« har James Lavelle i hvert fald gjort det svært for musikpressen at pege fingre ad ham igen lige foreløbig.