»Skinny Genes« sidder således lige i sukkerskabet med sit fløjte-forsirede omkvæd, og »Moneybox« når samme højder med håndvarmt arrangement og vidunderligt vraltende rytmik. Fine, fine popsager, hvor vers og vokal placerer Eliza Doolittle mellem Lily Allen og Kate Nash, men ellers holder sig i et mere organisk og retrosoul-flirtede univers, hvor gulvbas, piano og akustisk guitar får spillerum. Det er langt hen ad vejen ubesværet og drøncharmerende, men at popdisciplinen er hundesvær, må Eliza Doolittle også sande, og når melodierne ikke er ikke er stærke nok, trækker numrene i en noget søvnig retning. Talentet er dog ubestrideligt, og når hun er god, ja, så hun faktisk rigtig, rigtig god.