Fortidens tidløse stemmer

Nede i Spanien bor en mand, der hedder Jordi Pojul. Han er jazzentusiast og indehaver af pladeselskabet Fresh Sound Records. Han har ikke mindst specialiseret sig i at finde interessante indspilninger fra det store amerikanske bagkatalog og så genudgive materialet i et fornemt gennemtænkt og gennemarbejdet regi. Han har selvfølgelig plukket en del blandt de store navne, men mere interessant er det, at han også finder mere eller mindre glemte udgivelser og/eller kunstnere, som han så bringer til torvs. Ja, hvem anden end Jordi Pojul kunne finde på at genudgive nogle indspilninger fra årene omkring 1960 med de tre sangerinder Nancy Harrow, Betty Blake og Sue Raney?

På denne side af Atlanten er det ikke navne, der umiddelbart får så mange klokker til at ringe, ikke engang blandt garvede musikfolk. Men det er på mange måder det, der gør det så interessant. Her er mulighed for lidt musikalsk bevidsthedsudvidelse.

Og så er der faktisk tale om musik, som bare er rigtig god at være i stue med.

Nancy Harrow. Cover Fold sammen
Læs mere

Nancy Harrow. Ja, hun er i dag 84 år og still-going-strong. Sit debutalbum, »Wild Women Don’t Have The Blues«, indspillede hun i 1960, og det ser nu atter »dagens lys«. Her er Nancy Harrow så sandelig i godt selskab med et band, som ledes af trompetisten og arrangøren Buck Clayton, og som rummer så stærke folk som basunisten Dickie Wells, tenorsaxofonisten Buddy Tate, pianisten Dick Wellstood og bassisten Milt Hinton. Nancy Harrow står dog på ingen måde i skyggen. Hun har autoritet og mobilitet og en fin vibrato, der gør udtrykket både bluesy og emotionelt. Med værker som »All Too Soon«, »On The Sunny Side Of The Street« og »I’ve Got The World On A String« bevæger hun sig sikkert i et swingmusikalsk univers. Men at hun også har det fint i et mere progressivt regi, beviser hun med sit andet album, »You Never Know«, som er fra 1962, og som også er inkluderet på den nye CD. Her hedder kapelmestrene Gary McFarland og John Lewis, hvilket langt hen ad vejen betyder musik af cool og sofistikeret tilsnit, men også et mere eller mindre langtidsholdbart repertoire. Under alle omstændigheder står Nancy Harrow distancen med stor personlighed, inden hun i de efterfølgende 15 år helliger sig familielivet for herefter at få sig et solidt comeback.

Et sådant fik Betty Blake aldrig. Hun dukkede op på musikscenen i 1950erne, indspillede i 1957 et par singler, som er medtaget som bonus-tracks på den aktuelle CD-udgivelse, og så fik hun i 1961 – på opfordring fra vibrafonisten og produceren Teddy Charles – mulighed for at indspille sit første og eneste album, »Betty Blake Sings In A Tender Mood«. Her er sangerinden i godt selskab med førnævnte vibrafonist samt musikere som tenorsaxofonisten Zoot Sims og pianisten Mal Waldron, og så byder hun på et relativt neddæmpet repertoire, med blandt andet fem værker af komponisten Alec Wilder. Betty Blake synger godt, om end en kende ferskt og køligt, men dog med en helt egen – let sørgmodig – troværdighed. Efter udgivelsen af dette album forsvandt Betty Blake beklageligvis fra musikscenen, og hun døde af kræft som 63-årig i 2001.

Debuterede som 16-årig

I skarp modsætning hertil har Sue Raney haft en betragtelig og kontinuerlig karriere. Hun er i dag 74 år og optræder fortsat med succes, og den aktuelle dobbelt-CD kortlægger, hvordan det hele begyndte. Sue Raney debuterede som 16-årig i en frisk populærmusikalsk stil. Allerede året efter tog den navnkundige orkesterleder og arrangør Nelson Riddle hende under sine vinger, og det blev til det stortanlagte ballade-album »When You’re Lover Has Gone«, hvor den unge sangerinde med usvigelig stemmepragt og personlighed fortolker hårdtprøvede værker som »My Ideal«, »I Remember You« og »I’ll See You In My Dreams«, som var de hendes egne. Et par år efter – i 1959 – blev det så en anden af de tunge drenge i dirigent- og arrangørfaget, Billy May, som sekunderede sangerinden, på albummet »Songs For A Raney Day«. Det rummer – som titlen antyder – sange som »I Get The Blues When It Rains«, »Rain On The Roof« og »September In The Rain«, og det hele bliver bare leveret så ubesværet og så overbevisende. Ud over de to nævnte LPer rummer den aktuelle udgivelse en række andre sange fra perioden, hvilket alt i alt viser Sue Raney som en såvel alsidig som suveræn sangerinde.