Nogle debutanter annoncerer deres ankomst med et brag: »Se mig! Hør mig!« Andre nærmest hvisker: »Jeg er lige her ... Kom bare nærmere«. Sidstnævnte kræver både mod og en tro på, at udtrykket kan bære uden det store spektakel – det er trods alt nemt at blive overhørt i den massive strøm af nye udgivelser. Debutalbummet fra Broken Twin, »May«, er langt hen ad vejen en af den slags tyste åbenbaringer.
Bag navnet gemmer sig den danske sangerinde Majke Voss Romme, der som den første skandinav nogensinde har signet med det kvalitetsbevidste label Anti, der også udgiver navne som Tom Waits, Kate Bush og Nick Cave. Noget af et kvalitetsstempel at komme ud i verden med for den 25-årige nordjyde.
Men hun har heldigvis også noget at have det i. Hvis man vel at mærke er i det mørkt melankolske hjørne. »May« fordrer nemlig et vist mål af tungsind, hvilket kan være lidt af en udfordring i disse solbeskinnede forårstider. Men det skal nu ikke ligge Broken Twin til last, for når først man får lagt en dæmper på forårsfornemmelserne og spidser ører, så åbner »May«s tusmørkelagte minimalisme sig også på ganske smuk vis.
Skrøbelig og stærk
For danske lyttere vil Agnes Obel være en nærliggende reference. Men Broken Twin er sin egen. Stemmen er mørkere, vibrerer mere. Hendes molstemte kammerhymner dvæler mere i et intimt formørket rum, ikke ulig Cowboy Junkies, hvor stemmen, klaveret og de urolige strygere maler sagte melankolske meditationer over udslukt kærlighed. »What was I but a glimpse of a time in your life?«, som der spørges sørgmodigt et sted.
Den bevidst begrænsede musikalske palet er med til at gøre albummet til en fortættet, men også stedvis noget enslydende affære. Det er en plade med ét smukt og tungsindigt gear. Mest interessant bliver det derfor også, når numrene udvides med en lidt større musikalsk palet. Som på »Roam«, hvor dæmpede trommer cirkler i forunderlige mønstre under de dirrende strygere, der rejser sig omkring Voss Rommes vokal. Eller på »If Pilots Go To Heaven«, hvor formsproget brydes på en ret interessant måde, når stemmen får lov til at stå helt nøgen og alene – på én gang skrøbelig og stærk – for så senere at bliver overskyllet af brusende bølger af ildevarslende strygere og korstemmer.
Overordnet kunne jeg måske godt savne nogle flere sprækker af lys i mørket. Men det er et temperamentspørgsmål. For når alt kommer til alt, må jeg også medgive, at »May« er en usædvanlig helstøbt debut, der hviler forbilledligt i sin egen sagte dramatik.
Hvem: Broken Twin.
Hvad: »May«, Anti/Playground.
