Steven Osborne ligner ikke en omrejsende virtuos. Den lille skotte minder snarere om komikeren Jonatan Spang, bare uden humor. I stedet for den sædvanlige kjolejakke entrerer han Tivolis Koncertsal i en rustrød trøje med løse ærmer. Og så er der noget mekanisk over hans bukken. Kan han overhovedet spille klaver?
Han kan spille rigtig meget klaver. Nok til at vælge de modigste veje ind i Debussys hundrede år gamle præludier: For eksempel spiller han det svage næsten uhørligt svagt ... I denne impressionistiske stemningsverden bliver det svage ellers ved ret længe, vel op til tyve minutter og alligevel tør han blive ved.
Så dybderne åbner sig hurtigt. Osborne overrasker igen og igen. Den 35-årige pianist skøjter aldrig på overfladen. Han kan gøre et spekulativt univers ud af en bagatel som den tyste »Des Pas Sur La Neige« Fodspor i Sneen. Og han kan spille slagnumre som »Pigen med hørhåret« og »Den sunkne katedral« modsat alle andre. Man mærker virkelig hans alt for enestående erfaringer med endnu nyere musik.
Til gengæld kan han ikke sætte programmer sammen. Rachmaninovs præludier er dybt forskellige fra Debussys præludier. Blandt andet er de ikke helt så gode selv om salige Vladimir Horowitz gamle ekstranummer bestemt var et genhør værd. Så inden længe måtte de impressionistiske ligesom se sig overdøvet i erindringen. Osborne kunne brage løs lige så længe, som han kunne spille stille. Men sikke han flyttede fingrene den aften. Og hænderne med de enorme spænd...
Alt i alt et møde med en ret forbløffende personlighed. Ualmindelig afslappet, ydmyg. Spændende og en lille smule kedelig på samme tid.
