Et meget konkret resultat findes i hans operaouverturer: Musikerne nede i graven får vægt som et helt symfoniorkester, bliver typer som dem oppe på scenen. Andrea Marcon leder sit orkester gennem hele 16 af hans ouverturer. Lige fra det tiårige vidunderbarns »Apollo et Hyacinthus« til den døende vidundervoksnes »Titus«. Nogle vil huske den italienske dirigent fra Bachs store messe i DR Koncerthuset sidste måned. Han er på alle måder en medrivende mand. Men han er også en dirigent med speciale i den lidt tidligere barokmusik. Tonerne bliver feudale i hans hænder, hele tiden svage eller pludseligt kraftige, ender uden wienerklassikkens fornyede finhed. På den anden side: At høre et helt liv i musikdramatikkens tjeneste passere revy er altid dejligt.