Fornøjeligt genhør

Som øjen - og ørevidne kan jeg bekræfte, at koncerten med guitaristen Pierre Dørge og hans New Jungle Orchestra i Skuespilhuset i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival 2008 var en udsøgt fornøjelse.

Foto: nils

Der var smittende spilleglæde over hele linien, hvor ensemblets gode musikere og dertil aftenens gæstesolister - den svenske sangerinde Josefine Cronholm, den gambiske koraspiller Dawda Jobarteh og den indiske fløjtenist Shashank Subramanyam - satte gode farver på begivenhederne. Selv om denne CD-optagelse af koncerten glædeligvis bekræfter min erindring, mangler der selvfølgelig nogle af de uforudsigelige og performanceagtige aspekter, der altid giver jungleorkestrets koncerter det sidste pift. Og apropos pift, så er det dejligt at genhøre den indiske musiker, der falder så smukt ind det jazzmusikalske univers, også i koncertens højdepunkt, den gamle folkesang »Jeg gik mig ud en sommerdag«. Ved genhør er det dog den sære, freeform-agtige »Whispering Elephants«, der holder sig bedst.

PIERRE DØRGE & NEW JUNGLE ORCHESTRA: »At The Royal Playhouse«. SteepleChase SCCD 31693