Forførende Charlotte Gainsborg

Hun fik musikken i dåbsgave af sin far, Serge.

Og hele vejen igennem sin karriere har hun vekslet frem og tilbage mellem musikken og de filmroller, bl.a. hos Lars Von Trier, som har vundet hende et væld af priser og anerkendelse som både muse og karakterskuespillerinde par excellence.

Således gik Charlotte fra »Anti Christ« direkte over i et samarbejde med den millionsælgende, amerikanske lydkamæleon Beck omkring albummet »IRS«. Resultatet var glimrende, og det samme må siges om de outtakes, der her udgør førstedelen af »Stage Whisper«. Det er blid, kantet og uhyre sensuel electropop med en coolfaktor i størrelsesordenen Debbie Harry. Ydermere rummer albummet en mere musikalsk nuanceret og velarrangeret livedel, som bekræfter Charlotte Gainsbourg som en forførende sangerinde.

Ikke alle numre er lige gode, men den fransk/britiske stjerne formår at løfte dem med sin uskolede, respektløse nyfigenhed. Det giver særpræg, det drager.