Der er noget nærmest trodsigt og demonstrativt hemmeligt over Henrik Olesens soloprojekt. Ukendt Under Andet Navn hedder det.
Som en lille selvironisk kommentar til det faktum, at han på trods af sit solide og anmelderroste virke, først med orkestret Greene og siden som den ene halvdel af brødreduoen Olesen-Olesen, aldrig rigtigt har fået hul igennem til det helt store publikum.
Og godt det samme. Hvem har også brug for massernes tilbedelse, når man har gode musikalske legekammerater omkring sig? Og ikke mindst en lille, men dedikeret fanskare, der nok forstår at værdsætte Olesens underspillede og poetiske popmusik.
Ja, den erfarne Olesen er faktisk så iskold, at han ikke engang har gjort sin musik tilgængelig på streamingtjenesterne. Heldigvis er der al mulig grund til at lette rumpetten og fange et fysisk eksemplar af Olesens nye album, »Ingen hunde hyler her«. Hvis man da ellers er typen med hang til blød melankoli og eftertænksom stirren ud i mellemdistancen.
Det er nemlig en af den slags plader, hvor man godt kan risikere at tage sig selv i henført at beundre stuens støvpartikler, der svajer fnuglet i lyset fra en doven eftermiddagssol.
Lyt bare til flotte numre som »Det Hele Værd« eller »Sukker Efter Regn«, hvor Olesens medmusikanter maler et dårende smukt stemningsbillede op omkring hans blide levering. Nils Gröndal (tidl. Under Byen) får sin sav til at synge, Mads Hyhne støder blidt med trombonen, men Solveig Sandnes synger den sarte sirenesang.
Forbløffende få af samme støbning herhjemme
For de, der har hørt Olesens tidligere udgivelser som Ukendt Under Andet Navn, vil der ikke være meget nyt under solen. Tonen er lidt lysere, men mange af musikerne og instrumenterne er de samme som på den to år gamle »Glade Dage I St. Vemod«. Og ligesom på den plade er en enkelt af sangene her også med tekst af den afdøde digter Morti Vizki.
Men det gør egentlig ikke noget. For der er forbløffende få, der spiller musik af samme fint afmålte støbning herhjemme. Forbløffende få, der på så tilsyneladende ubesværet vis evner at få det håndspillede, det poetiske, det melodiske og det blidt brusende elektroniske til at glide så fint og følsomt sammen.
Det skulle da lige være hedengangne Pluto bestyret af talentfulde Thomas Thomsen, der da også bidrager her.
Således viser Olesen igen med »Ingen Hunde Hyler Her«, at selv om han nok gør små fagter udadtil, så kan virkningen godt være stor indadtil for den, der giver sig hen og lytter.
Hvem: Ukendt Under Andet Navn.
Hvad: »Ingen hunde hyler her«, selvudgivet.
