Det gamle ordsprog lyder »Hellere lille og vågen end stor og doven«. Et mundheld, der om noget passer som hånd i handske til The Tallest Man On Earth.
For nok giver det himmelragende kunstneralias umiddelbart indtryk af en højrøstet kolos med store armbevægelser, men lad dig endelig ikke snyde, kære læser.
Manden bag navnet, den 32-årige svenske sangsmed Kristian Mattson fra Dalarna, er efter øjemål en temmelig lille, almindelig mand. Unægtelig ingen Goliat, i hvert fald ikke sådan rent fysiognomisk.
Han er derimod en skarpt registrerende troubadour, rundet af den dylanske skole, med et imponerende arsenal af nænsomt vævede, rustikke indiefolk-sange i vadsækken.
Sange, der ved de første gennemlytninger måske synes forsimplede og introverte, men som vokser gevaldigt efter gentagne besøg på pladekarrusellen. Minimalistiske kvad, som ofte har maksimal emotionel effekt på tilhøreren. Stor følsomhed og musikalitet pakket forsigtigt ind.
En omflakkende strejfertilværelse
Mattsons fjerde opus, »Dark Bird Is Home«, er ingen undtagelse. Albummets ti sange er undfanget i forskellige studier, i forskellige lande, med forskellige mennesker.
Sangerens omflakkende strejfertilværelse har sat sine tydelige spor i kompositionerne, hvor arrangementerne denne gang generelt fremstår mere fyldige og alsidige end på tidligere udspil. Her er flere indtryk og temperamenter i spil.
Et vokseværk, der generelt klæder den sympatiske svensker, som for eksempel på det luftige åbningsnummer, »Fields Of Our Home«, og den efterfølgende, »Darkness Of The Dream«, hvis spøgende englekor og rullende fremdrift er kærkomne nye nuancer på Mattsons familiære musikalske palette.
Ligeledes viser den florlette, men lyrisk ramsaltede klaverballade »Little Nowhere Towns« en charmerende ny side af The Tallest Man On Earth, der her giver den som kærlighedsramt pianobokser i følsom opvisningsstil, mens han på den guitarringlende »Sagres« overskudsagtigt kipper med hatten for Tom Pettys heartlandrock i bredformat.
Arven fra krøltoppen
Mindre vellykket er »Timothy«, som med sin lige vel lystige akkordrundgang og »uh-åh«-kor giver semi-uheldige Lars Lilholt-associationer. »Seventeen« bevæger sig på kanten af samme grøft. Det er næppe ad dén musikalske sti, du bør gå for fremtiden, du lille, høje mand.
Så er Mattson straks på mere sikker grund i de spinkle folksange »Singers« og »Beginners« og det smukt, valsende titelnummer. En trio af kompositioner, hvor arven fra krøltoppen Robert Allen Zimmerman fra Duluth, Minnesota, bestemt ikke fornægter sig.
Ikke mindst grundet svenskerens drevne, nasale vokal, som fortsat bærer en vis lighed med Dylans karakteristiske røst.
Men med tilstrækkeligt forsigtige afvigelser fra denne velkendte formel formår The Tallest Man On Earth at træde langt nok ud ad sangskrivermaestroens skygge til at fremstå som et både vedkommende og fængede musikalsk bekendtskab i sig selv.
Hvem: The Tallest Man On Earth.
Hvad: »Dark Bird Is Home«, Dead Oceans.
