Enhver, der kender bare lidt til Jay-Z, ved, at et emne skyr han aldrig: penge. Lige siden debuten fra 1996 har newyorker-rapperens sange været fyldt med kløgtige rim om finanserne. Følelserne Jay-Z refererede til hang ofte sammen med pengene—andre rapperes jalousi over hans rigdom, vreden over at blive forrådt af fjender, glæden over at kunne spejle sig i sin sølvgrå Bugatti.
Men det nye album »4:44« er anderledes. Sjældent har manden ved navn Shawn Carter tilladt sig selv at lyde så sårbar. Risikoen svarer sig. Med producer No I.D. ved roret på alle ti sange har Jay-Z skabt et stramt, soulfuldt og sample-tungt mesterværk.
Titelnummeret er det musikalske svar til konen Beyoncé og hendes 2016 album »Lemonade«, der kredsede om et ægteskab truet af mandens utroskab. Jay-Z undskylder syv gange (godt så!) og udstiller sit eget hovmod og sin følelseskulde. »I promised, I cried, I couldn't hold / I suck at love, I think I need a do-over // I stew over, what if you over my shit?«, spørger en bekymret Jay.
Allerede fra åbningsnummeret lægger rapperen en selvransagende tilgang for dagen. »Kill Jay-Z, they'll never love you / You'll never be enough… Fuck Jay-Z, I mean, you shot your own brother / How can we know if we can trust Jay-Z?«. Tvivlen nager på nummeret, men hvem tilhører den? Rapperen eller omverdenen? Teksten lader det stå åbent, og tvetydigheden er en styrke.
»Kill Jay-Z« er de første ord på albummet - en reference til den vold, der især udøves mod afroamerikanske mænd? En rød tråd på albummet er bevidstheden om etnicitet og kulturarv. Ihærdigt anfører Jay selvstændighed og ejerskab af egne midler som vejen til »black excellence« med referencer til hans egne investeringer i streamingservicen TIDAL, en jetfly-app, en champagne osv.
På »The Story of OJ« citerer Jay-Z sætningen »I'm not black, I'm O.J.«, som O.J. Simpson angiveligt sagde under retssagen for mordene på sin ekskone Nicole Brown og hendes kæreste Ron Goldman. Med hundrede af millioner dollars på kontoen er Jay for længst blevet en del af den superstjerneliga, som O.J. engang tilhørte. Men Jay er ikke villig til at give afkald på sin kultur.
Det kan man også høre i de mange samples, albummet bygger på. Der er Nina Simones lyst perlende klaver og manipulerede vokal, mens Jay-Z rapper om gevinst og tab på »The Story of OJ«. Jazzsangerinden dukker op igen på »Caught Their Eyes«, en 70’er-funky sag med snaskede guitar loops og fremaddrivende hihat.
Stevie Wonders sødmefulde korvokaler cirkler på »Smile«, hvorpå Jays mor Gloria Carter springer ud som lesbisk. Shawn rapper om de masker både søn og mor har båret. Gloria slutter af med et frihedshyldende digt. Det er rørende katarsis for alle pengene.
Hvem: Jay-Z
Hvad: »4:44«, TIDAL.
