Følelsernes himmelflugt

Veteranerne Underworld rammer på deres niende album, »Barbara Barbara, we face a shining future«, en flot balance mellem mørk ekstase og et mere optimistisk udsyn.

Foto: ESTELA SILVA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Her præcis 20 år efter biografpremieren på Danny Boyles »Trainspotting« er det umuligt at tænke på den tempofyldte kultfilm om en gruppe skotske heroin-junkier uden samtidig at høre Underworlds progressive techno-track »Born Slippy« for det indre øre.

»Lager! Lager! Lager! Shouting!« lød det rablende refræn fra frontmand Karl Hyde, der i den følgende tid kunne se både scenerne og den ekstatisk dansende menneskemængde foran sig vokse betragtelig.

Jo, 1990erne var i høj grad Underworlds storhedstid. Det var her, de udgav nogle af den elektroniske dansemusiks mest slidstærke og helstøbte langspillere i form af »dubnobasswithmyheadman« (1994) og »Second Toughest In The Infants« (1996).

Her smeltede producerne Rick Smith og Darren Emersons tranceskabende repetition og massive technoide fremdrift innovativt sammen med Karl Hydes beat-poetiske bevidsthedsstrømme. Og byggede i samme bevægelse bro mellem rave- og rock-publikummets ellers så adskilte verdener.

Helt samme højder når Underworld ikke på deres niende album »Barbara Barbara, we face a shining future«. Men det er faktisk forbløffende tæt på.

Hvor forgængeren »Barking« led af en lidt for postuleret ekstase, rammer gruppen her en smuk balance mellem det mørke, dybe træk og et mere optimistisk udsyn. Et udsyn der allerede titter frem i albumtitlens utopiske løfte og kulminerer i den afsluttende »Nylon Strung« med de ømme linjer »open me up / I wanna hold you, laughing«. Det er svært at gå uberørt fra.

Følelser på himmelflugt

Fremhæves skal også den glittede åbner »I Exhale«, der får det noget nær maksimale ud af et detunet to-tone-basmotiv, mens den strygermalenede tribal-techno på »Low Burn« omgående sætter sind og krop i bevægelse som god årgangs-Underworld.

Både spændvidde og pusterum sikres med »Santiago Cuatro« og »Motorhome« - førstnævnte en smuk instrumental bestående af lyrisk flamenco-guitar på en bund af dronende synth, sidstnævnte en af gruppens mere vellykkede lige-ved-og-næsten-ballader. Selv om de grå hår for længst er begyndt at vise sig på Karl Hydes snart 60-årige hoved, så er Underworld stadig bedst, når pulsen får lov at banke i vejret.

Og det får den her. Sammen med de knyttede næver. Og ikke mindst de store følelser på nyfunden himmelflugt.

Hvem: Underworld
Hvad: »Barbara Barbara, we face a shining future«, Universal