Det er sagt før og skal siges igen: Han ligner Kevin Spacey ret meget.
Marc-André Hamelin ligner også filmstjernens modsætning. Intet verdensnavn sidder mere indadvendt ved et klaver. Han spiller meget, men aldrig nogensinde for galleriet.
Koncerthusets fejring af de fem år lignede altså ingen fejring på overfladen. Tjajkovskijs lidt for ofte spillede klaverkoncert? Berlioz’ ikke altid så fantastiske symfoni? Ikke udmiddelbart nogen fest, nej.
Det blev så en fest alligevel.
Takket være indsatsen fra husets største gruppe, DR SymfoniOrkestret. Takket være chefdirigenten Rafael Frühbeck de Burgos, til lejligheden klippet skaldet som kollegaen Christoph Eschenbach og i samme topform.
Og ja: Fordi man selvfølgelig engagerer den lidt sære og sikkert hundedyre Marc-André Hamelin til sådan en lejlighed.
Ingen optræder med samme dæmoni og samme foragt for »plejer«. Eller for den sags skyld med mindre show og klaverkongerøgelse undervejs. Knap nok et smil.
Man kan endda blive helt bekymret under musikkens berømte begyndelse. Spiller verdens hurtigste og mest perfekte pianist i virkeligheden lidt blegt?
Og man ånder lettet op den halve time senere. Nej, canadieren spiller bare anderledes. Det er aftenens stopfulde koncertsal, der kender musikken for godt.
Hvis man føler sig en smule hægtet af hist og pist, er det ikke solistens skyld – men værkets:
Tjajkovskijs klaverkoncert har altid været bedst i det første og det sidste minut. Resten kører lidt på må og få og bedste beskub. Det pæne ord er vist rapsodisk.
På den anden side ... Marc-André Hamelin med og uden orkester kan være to meget forskellige ting. Han ligger i første division som solist foran kollektivet – men i superligaen på egen hånd.
Det er hér, man mærker hans virkelige kunst. Altså når han spiller helt alene og ligner en drømmer og djævleblændt improvisator.
Så hans største minutter hin aften begynder på en måde ved ekstranummeret. Arme, hænder, fingre flyver som mursejlere over klaviaturet: Lynhurtigt og halvt lydløst.
En mageløs opvisning i vild virtuositet. Og altid serveret med denne nonchalance, som kun en Hamelin optræder med. Den får endda antydninger af smil frem i canadierens blege åsyn.
Hvad var ekstranummeret? Etuden er tilskrevet en vis Paul de Schlözer, men sandsynligvis af tyskeren Moritz Moszkowski.
Ilddåb for orkestrets nye stjerne
Fejringen blev også en vellykket ilddåb for orkestrets nye stjerne på blæseinstrumentet obo.
Eva Steinaa er gammel guldvinder i Berlingskes klassiske musikkonkurrence. I dag 20 år og en af verdens yngste solo-oboister.
Hendes opgave nummer ét på den fremskudte post: Berlioz’ skelsættende »Symphonie fantastique« fra 1830.
Skelsættende for dens fortælling om en digter med livlig fantasi og opium i blodet.
Og måske en lille smule udløbet. Værket lyder ikke sjældent som musik, der har haft sin tid.
Altså lige indtil Rafael Frühbeck de Burgos stiller sig på podiet for anden gang. Lige indtil Eva Steinaa og hendes kolleger efterlader solisten bagved og indtager scenen alene.
Har den symfoni nogensinde lydt bedre live?
Det bliver et drama uden lige. Med strygere som én stemme og toptrimmede blæsere. Med spænding fra første takt og forbløffende lidt slinger i den store vals midtvejs.
Endda med helt uhyggelige stemninger flere gange. Og ikke på den hyggelige måde.
Som da fire herrer i sort og hvidt stiller sig til paukerne. De stirrer tomt ud i luften, triller helt tyst med deres køller, mangler kun en høj hat hver – og en krum le. Man sidder foran Dødens kvartet i de sekunder. Super godt set af de slagtøjsfolk.
Tillykke til vellydens livmoder med jubilæet!
Hvem: DR SymfoniOrkestret med M.-A. Hamelin og Rafael Frühbeck de Burgos.
Hvad: Tjajkovskijs klaverkoncert nr. 1 og Berlioz’ »Symphonie fantastique«.
Hvor: DR Koncerthuset, torsdag.
