Fløjtetriller og manglende magi

KONCERT: Det syngende pashmina-sjal Norah Jones havde svært ved at ramme den inderlighed, hun postulerer i sine sange.

Foto: Martin Rosenauer Fold sammen
Læs mere

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Jeg vil så gerne tro på, at Norah Jones har større ambitioner end at agere nuttet dekoration. Jeg kan jo høre på den ganske vist spage protestsang »My Dear Country«, at hun har omløb i hovedet.

Og min nikkende nakke fortæller mig, at »Sinkin' Soon«, »Don't Know Why« og »I've Got To See You Again« er sangskrivning, der griber blidt ud efter såvel rygmarv som øreregion.

Men den multimillionsælgende amerikanske pianist, guitarist og sangerinde gjorde det ikke nemt for hverken mig eller nogen andre i den flintrende udsolgte Falconer Salen søndag aften.

Vel i et forsøg på at skabe intim late night-stemning var scenen svøbt i rødt velour og naivistiske stjerner, men der var mere ungdoms- end natklub over Jones og hendes medbragte musikerkvartet.

Havde de optrådt til sammenspilsholdets afslutningskoncert, ville samtlige forældre med garanti have klasket hænderne sammen i fryd over, hvor dygtige, fine og søde de var på scenen. Men vi var ikke i aulaen på den lokale kommuneskole. Vi var til kulturbegivenhed i én af landets dyreste koncertsale.

Set i det perspektiv har det syngende pashmina-sjal Norah Jones ikke helt nok at byde på - og så kan hun slå nok så mange søde smut med øjnene, når hun takker for bifaldet mellem sangene.

Hendes band swinger jo, og det skulle det da dæleme også gerne, men det hele bliver så trygt, rart og pjanket, snarere end præget af den inderlighed, Jones postulerer i sine sange.

Det er altså svært at leve sig ind i hendes lyriske intimsfærevignetter, når hun fløjter ubehjælpsomt med på melodien og bagefter har lært at sige: »Jaj kahn egge floyte«.

Eller når hun inden en sang siger, at vi skal holde øje med bassisten, der - fagre nye verden - sampler sig selv, mens han spiller: »It's magic« og er det ikke bare skægt?

Magic og skægt my ass.

Fra indledningssangen »Come Away With Me« til ekstranummeret »What Am I To You« formåede Norah Jones kun lige akkurat at holde kedsomheden i skak med sine musikalske akvareller, endda fungerede guitarist Adam Levys teatralske forsøg på at underspille sjældent som andet og mere end et decideret irritationsmoment.

Og så er der lige pludselig mange bedre ting at foretage sig på en sommeraften, hvor vejret for en gangs skyld arter sig.

Det syntes det modne publikum muligvis også, i hvert fald virkede salen som om den stadig var mentalt ferieramt.

Da forsamlingen mod slutningen fik rettet på sovehåret og dristede sig til at klappe med på en af sangene, blev Norah Jones derfor synligt overrasket og udbrød med øjenbrynene oppe i panden: »You've come to life!«.

Gid vi havde kunnet sige det samme til hende.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion