Firestjernet kys fra Kylie

Kylie Minogues stærkeste våben i den store popkamp er sødmen og sensualiteten, som også gør sig gældende på »Kiss Me Once«.

Kylie Minogue: »Kiss Me Once« Fold sammen
Læs mere

Popstjernerne kæmper en forgæves kamp. For nok kan det ske, at de når toppen af salgs- og hitlisterne, men de vil aldrig kunne blive der. Det ligger i selve poppens væsen. At nye hele tiden skal komme til og tage over. Blive det næste store.

Men der findes en lille gruppe af popstjerner, som bliver ved med at melde sig i kampen og stræbe efter toppen. Og Kylie Minogue har tronet deroppe flere gange og i forskellige årtier. Men sidste gang er ved at være længe siden – i et evigt accelererende popunivers – nemlig omkring årtusindskiftet, hvor »Can’t Get You Out Of My Head« herskede på lydbølgerne kloden over.

Det ER en kamp at klare sig i den verden, som Kylie Minogue, Madonna og yngre kombattanter som Beyoncé, Taylor Swift, Lady Gaga og Rihanna synger i. Og som de andre har Minogue allieret sig med en hær af producere. Det fremgår af bookletten til »Kiss Me Once«, hendes 12. album, hvor creditlisten er noget nær uendelig.

Danske Mich »Cutfather« Hansen er også nævnt, og det kan måske glæde patrioter, men han gør nu ikke noget nævneværdigt væsen af sig i bidraget til »Sexy Love«.

Det mest interessante ved nummeret er faktisk ordet »Sex«, der dukker op i hele tre af albummets 13 titler. Jo, jo, det handler om sex, men Minogue har altid været mere sødmefuld end krops- og libidodunstende, og sådan er det også på det nye udspil, der gemmer på et par regulære popperler.

»Les love, les sex«

Selvfølgelig, fristes man til at sige, er det sangskriver og producer Pharrell Williams, der står bag albummets bedste track, »I Was Gonna Cancel«, som er ualmindeligt fængende med dets blanding af funk og electro, og selv den dårligste danser (mig) vil føle sig flyvende under de tre minutter og 30 sekunder og måske samtidig nyde det gennemgående Stevie Wonder’ske keyboardtema.

Pharrell Williams er virkelig en mester, og måden, hvorpå enkelhed og detaljerigdom forenes i en cool og smidig sound, er beundringsværdig. Men næsten lige så stærk som »I Was Gonna Cancel« er »Les Sex«, hvor svirrende keyboards, et manende beat og klare klokker kredser om Minogues vokal og omkvædet: »Les Love, les Sex, les hand upon les leg«.

En omgang franskificeret engelsk, som tager sig lidt fjollet ud på skrift, men har sin egen sensuelle charme, når Minogue synger ordene. Og skulle »Les Sex« blive de lyse måneders landeplage, er det da i det mindste en velkommen plage.

Kynisme og håndværk

Varmesøgende hitmissiler er også åbneren »Into The Blue« og titelnummeret »Kiss Me Once«. Numre som er fulde af kalkule og bruger alle greb og tricks fra sådan-skrues-et-hit-sammen-håndbogen, men ikke desto mindre virker vitale.

Der er en usynlig grænse mellem kynisme og charmerende håndværk, og den træder Minogue og hendes hold sjældent over. Men det sker altså i »Beautiful«, hvor Enrique Iglesias giver sit flødebollede besyv med, og hvor ømheden og den insisterende inderlighed bliver klistret, klæg.

Det ændrer nu ikke ved, at »Kiss Me Once« er et af de bedste album, måske dét bedste, Minogue har signeret til dato. Ikke at det kan bringe hende tilbage på poppens tinde. Der er for langt derop, og nye generationer har fået nye, mere spektakulære navne at fylde deres smartphones, høretelefoner og kroppe med. Og i dag er Minogues status i en ungdomsfikseret popverden vel den aldrende divas. Trods hendes bare 45 år.

Men modsat den lidt ældre Madonna besidder Minogue en sødme og sensualitet, som skaber varme og liv i hendes popmusik, der, når alt kommer til alt, er beregnende og generisk.

Det er så hendes fortrin. Sødmen. Hvilket slet ikke er så skidt.

Hvem: Kylie Minogue. Hvad: »Kiss Me Once«, Parlophone/Warner.