Markedsanalyser og stramt skemalagte udgivelsesprocedurer har alt for længe præget musikmarkedet, hvor de fleste album udkommer i to store puljer.
I foråret omkring februar/marts, så de lige kan nå at sætte sig fast og hitte til sommeren og så sent efterår oktober/november, så de kan ramme julesalget.
Så meget mere befriende er det, at The Raveonettes uden forvarsel pludselig udsender et nyt album midt i juli, hvor alle er på ferie og ikke nødvendigvis følger med i noget som helst.
Men der er nu alligevel god grund til at slå op i bølgen og lette lidt på sin bucket hat, for den Los Angeles-baserede danske rockduo har lavet en ganske fuldendt sommerplade, dejligt løs i kanterne og umiddelbart fængende.
Som et øjebliksbillede fra en anden tid folder den sig ud fra den smittende »Endless Sleeper« med et trommespil og en basgang, der unægtelig lyder som indledningen til The Doors’ »Break On Through (To The Other Side)« til afslutningen »Summer Ends«, der med sin sødmefyldte melankoli sender et varsel om, at intet varer evigt.
Forkærlighed for surfrock-genren
Albummet har fået titlen »Pe’ahi«, hvilket skulle referere til et sted på nordkysten på Maui, Hawaii, hvor man finder nogle af de største big waves, som surferne både frygter og elsker.
Og det er ikke tilfældigt, for Sune Wagners forkærlighed for surfrock-genren gennemsyrer albummet, der samtidig flere steder tematisk kredser om emner som surfer- og skaterkultur US-style. Som nu førnævnte »Endless Sleeper«, der omhandler en surfulykke der fandt sted for seks år siden på Hawaii. Nogle gange må man risikere livet for at leve, synes mantraet at være.
Eller den iørefaldende »Z-Boys« om fortabte minder pakket ind i skateboard-flips, og lyden af solen der går ned over Venice Beach.
Det hele bundet vanligt sammen af Wagners imposante guitarriffs, der til tider nærmest drukner Sharin Foos vokal. Nogle gange lidt for meget – ikke alt behøver at lyde, som om det bliver sunget ude på et badeværelse – men okay – det er The Raveonettes-stilen.
Spontant og hurtigt flikket sammen
Ingen tvivl om, at det er noget meget løst materiale, som produceren Justin Meldal-Johnsen har fået at arbejde med til dette album, og overordnet set virker »Pe’ahi« spontant og hurtigt flikket sammen – også set i forhold til The Raveonettes forrige udgivelse »Observator«. Men det er typisk Sune Wagners arbejdsproces. Der er ikke altid langt fra idé til handling, og nogle gange lykkes det – andre gange ikke.
Denne sommerplade rammer noget let, fint og skrøbeligt på en god måde og giver mere end rigelig luft til arbejdet med det næste – måske – mere tilbundsgående udspil fra The Raveonettes.
Albummets stærkeste er set herfra den smukke »When Night Is Almost Done« med det kendte digt af Emily Dickinson, der er nænsomt pakket ind i en dyb lavfrekvent støj og giver én lyst til at sætte sig i strandkanten og læse 1800-tals digte, til solen går ned, og efteråret rammer os.
Og det er vel dybest set den form for stemning, al musik bør kunne fremmane. Det er bare alt for sjældent, det sker.
Hvem: The Raveonettes. Hvad: »Pe’ahi« Beat Dies Records/Universal.
