Kom ikke og sig, at jazz er noget, der isolerer sig fra den virkelige verden. I hvert fald var den israelsk-amerikanske trompetist Avishai Cohen ikke sen til at omdøbe en ballade af jazzlegenden Charles Mingus til »Portrait of A Dead Giraf«. Således skulle stakkels Marius også snige sig ind på Vinterjazzen.
Tilmed stod den underspillede humor i Avishai Cohens udlægning af sagen ganske fint til koncerten som helhed. Dog uden at der var tale om et show af den letkøbte art. Her var musik på et højt kunstnerisk niveau med rette blanding – eller snarere højere enhed – af glæde og alvor, lys og mørke.
Avishai Cohen, der er født i Tel Aviv i 1978, kan næppe betegnes som en specielt velkendt musiker her til lands. Men Jazzhouse var propfyldt af mænd og kvinder i alle aldre, og Avishai Cohen, ledsaget af bassisten Reiner Elizarde og trommeslageren Nasheet Waits, leverede varen.
Stilistisk handlede det om akustisk nutidsjazz, ja, musik med rødder i bebop og avantgarde. Både struktureret og åben og så med Avishai Cohens utroligt virtuose og velklingende trompetspil som rejsefører. Her var egne værker med små fanfarer og folkemusikalske skitser, og her var Don Cherrys herligt swingende »Art Deco« og den fine Mingus-ballade med originaltitlen »Self-Portrait in Three Colors«.
Og ethvert tema tjente som springbræt for kreativ udfoldelse.Her var det først og fremmest fascinerende, at Avishai Cohen kunne blive ved at vende og dreje musikken og med usvækket autoritet skabe nye – på én gang dybt logiske og dybt overraskende – tonelinjer.
Og dertil var det godt at lægge ører til den fremragende og velkendte trommeslager Nasheet Waits, der ubesværet sikrede puls og drive. Og endelig blev bassisten Reiner Elizarde bare et rigtigt godt bekendtskab.
Han var ny mand i trioen, havde blot været med et par dage, men her – på det første job på en længere Europa-turné – viste han håndelag og indlevelse samt originale evner inden for solospillets ædle kunst.
Ret beset var der ikke tale om nogen lang koncert, blot et stræk på omkring 80 minutter. Men det var lige tilpas. Ingen overflødigheder, ingen tomgang. Og så blev aftenen afrundet med »Shiny Stockings«, et dejligt klassisk-swingende nummer, som saxofonisten Frank Foster i sin tid leverede til Count Basies orkester. Her fik vi så lige et jazzhistorisk vingesus afleveret flot og finurligt – traditionsrigt og tidløst.
Hvad: Avishai Cohens Triveni.
Hvor: Jazzhouse, mandag aften.
