I dag husker de fleste af os nok mest Neil Finn for hans tid i Crowded House og deres hits »Don’t Dream It’s Over« og »Weather With You«. Men mens spotlyset med tiden er faldet på nye generationer af musikere, har Neil Finn ufortrødent fortsat sit musikalske virke i et hav af forskellige konstellationer.
Udgivelserne i eget navn har der dog været længere imellem. Vi skal således helt tilbage til 2001s jævne »One Nil« for at finde den seneste reelle soloplade fra hans hånd. Derfor er det heller ikke med de helt store forventninger, at man går til hans nye album, »Dizzy Heights«.
Men måske netop derfor viser albummet sig faktisk som en overordentlig positiv overraskelse. Finns melodiske egenskaber står vanen tro stærkt, men den store forskel her er producer Dave Fridmann. Som knapskruer for udsyrede rockgrupper som Flaming Lips, Mercury Rev og MGMT står amerikaneren som eksponent for en mættet, ofte grandios og psykedelisk lyd, som i den grad er med til at give Finn noget klædelig kant.
Ja, man kunne faktisk forledes til at tro, at Fridmann ligefrem har åbnet for nogle nye potentialer i den 55-årige newzealænder. Udtrykket på »Dizzy Heights« er i hvert fald enormt varieret. Åbningsnummeret »Impressions« folder sig ud som en næsten Curtis Mayfield-agtig cinematisk soulsang med luftige falsetvokaler, frække wah-wah-guitarer og elegante orkestrale teksturer.
Titelnummeret og »Flying In The Face Of Love« er derimod mere ligefremme mellemtempo poprocknumre, der løftes på enormt fængende melodier og masser af fornemme detaljer i produktionen. Ganske enkelt høj klasse.
I den modsatte grøft finder man den udsyrede »Divebomber«, hvor Finn presser vokalen op i det højeste register, mens dramatiske strygere, militante marchtrommer og dykkende bombefly fyger omkring ham. Helt nyt og ganske fascinerende territorium for Finn.
Variationen fortsætter albummet ud. Det ene øjeblik får man en bismag af Arcade Fire, det næste lidt Peter Gabriel; et stænk McCartney her, en knivspids Bowie der. Men med Finns sikre greb om melodierne og Fridmanns fornemme produktioner ender det hele alligevel med at hænge rigtig godt sammen.
I sin karrieres efterår lyder Neil Finn ganske enkelt mere nysgerrig og vital en nogensinde. De svage punkter er få, og man keder sig aldrig i selskab med denne plade. Og fred så være med, at der ikke er en ny »Weather With You«.
Det her er meget bedre.
Hvem: Neil Finn.
Hvad: »Dizzy Heights«, Kobalt/Playground.
