Vi husker den tragiske film om cirkusprinsessen Elvira Madigan for dens musik. Stykket er W.A. Mozarts klaverkoncert nummer 21 i hænderne på ungarske Géza Anda. Og lige præcis den version har fundet vej til Deutsche Grammophons seneste samlesæt!
»Mozart: 111 masterworks« er Deutsche Grammophons tredje boks i serien med 111 genistreger – og den første med kun én komponist i fokus.
Og hvilken komponist! Ingen har været nærmere kernen af europæisk kultur. Han tog tyskerens kærlighed til det indviklede og blandede det med italienernes sans for sang og franskmændenes flair for farver.
Det værste ved Deutsche Grammophons boks er dens cover: En lilla rædderlighed med grå stjerner og gule bogstaver.
Man kan til gengæld ikke sætte mange fingre på dens indhold. Valget af indspilninger er skiftevis helt indlysende og tilpas overraskende. Hvis man ikke har de fleste i forvejen – så spring til!
En anden bliver helt stolt over booklettens allerførste foto: Det viser vor egen Bo Skovhus fra opsætningen af »Figaros bryllup« under Salzburg Festspillene i 2006. Forestillingen hørte rent sangligt til tidens bedste og ligger som den ene af sættets seks operaer. At den danske baryton flankeres af navne som Anna Netrebko og Ildebrando D’Archangelo, gør i hvert fald ikke noget.
Et saligt udvalg af operaer
Udvalget af operaer står i det hele taget som det saligste sæt i sættet. Deutsche Gram-mophon har holdt sig til Mozarts sidste værker i genren, men klogt taget den knap så vellykkede »Titus« fra.
Resultatet er 16 skiver med nogle af milepælene i moderne pladehistorie:
Man får den lidet dramatiske, men melodisk rige »Idomeneo« med dirigenten John Eliot Gardiner og stjerner som Anne Sofie von Otter og den tidligt afdøde Anthony Rolfe Johnson i deres velmagtsdage.
Man får »Bortførelsen fra Seraillet« i indspilningen fra 1974 med Karl Böhm på dirigentpodiet, en super velsyngende Peter Schreier som Belmonte og skønne Kurt Moll som den koleriske opsynsmand.
»Don Juan« kommer i udgaven med Simon Keenlyside i titelrollen og herrer som Bryn Terfel i tjenerens parti og afgrundsdybe Matti Salminen i kommandantens.
»Così fan tutte« arriverer i nyklassikeren fra 1988 med en Kiri Te Kanawa lidt på vej ned, men til gengæld en Thomas Hampson på vej op.
Og åh ... Hvilken udgave af »Tryllefløjten« skulle selskabet tage?
Valget faldt på den gamle med Fritz Wunderlich som verdens bedste Tamino og en ung Dietrich Fischer-Dieskau som Papageno.
Man ville vel gribe musikken anderledes slankt og mindre højtideligt an i dag. Syngespillet findes til gengæld hverken sunget eller spillet mere vidunderligt.
Nyt og gammelt
Også koncerterne for klaver og orkester er ramt helt rent. De hører sammenlagt til Mozarts smukkeste musik overhovedet og kommer med solister fra den ældre generation. Alle de sene værker plus et par af de tidlige har fundet plads i sættet. Man savner af samme grund den tidlige »Jeunehomme«.
Selv om udvalget aldrig virker kontroversielt, taler det heller ingen efter munden.
Ikke så lidt vand er for eksempel løbet i Donau siden Leonard Bernsteins og Herbert von Karajans dage. Når sidstnævnte dirigerer symfonierne 32, 35 og 36, lyder det nærmest kluntet efterhånden. Den kommende udgave med DR UnderholdningsOrkestret under ledelse af Adam Fischer skal nok vise sig nok så frisk.
Et stykke pladehistorie med respekt
Men en boks som den her skal også præsentere et stykke pladehistorie og have respekt for sentimentaliteten ved de gamle investeringer. Og dét gør mindesættet over Mozart til noget særligt.
Klaversonaterne med Vladimir Horowitz ligner eksempelvis næsten en provokation. Stort set alle har indspillet de stykker mere i Mozarts ånd. Men hvor har man hørt et mere syngende klaverspil?
Et selskab som Deutsche Grammophon er ikke den guldkalv, det var for bare to årtier siden.
Der har i de senere år været langt mellem de virkelig spændende nyudgivelser. Man skal bare overleve på markedet, ser det ud til. Og man gør det med en lidt gratis botanisering i de bugnende bagkataloger.
På den anden side: Mange af indspilningerne laves ikke bedre i vor tid. De laves højst mere historisk korrekt og som regel hurtigere.
»Hvor ofte skal jeg sige det: Alt for hurtigt!«, skrev Mozart selv. Manden ville have elsket mange af de 55 skiver i sættet her. Og sikkert forlangt en bondegård for dem.
