Fem stjerner til samlede Strauss

Richard Strauss fylder halvandet århundrede i år. Han blev kaldt gammeldags og var under tøflen på sin hustru, men skabte stadig mere fantastiske værker. Deutsche Grammophon er aktuel med en ambitiøs genudgivelse af hans samlede operaer.

Richard Strauss i 1903. Han er på vej mod de 40 og er blevet kendt for sine store orkesterværker – herunder »Also sprach Zarathustra« med den berømte begyndelse. Men han har stadig sin første succes som operakomponist til gode. Den kommer to somre senere med »Elektra«. Foto: Deutsche Grammophon Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

30. april 1945 er fuld af begivenheder.

Russiske styrker trænger frem til en førerbunker midt i Berlin og finder Adolf Hitler død.

Og amerikanske soldater indtager idylliske Garmisch nede i Bayern. De ringer på hos bjergbyens mest berømte indvåner.

En selvbevidst herre på 81 år stavrer ud på trappestenen:

»Jeg er Richard Strauss – skaberen af »Rosenkavaleren« og »Salome«!,« råber han.

Om flokken af unge mænd på motorcykel havde de to operaer helt present den dag, ved man jo aldrig.

Men deres officer genkender åbenbart berømtheden og præsenterer sig høfligt. Da solen går ned, står det berømte skilt med »Off limit« på plænen. Enhver plyndring af villaens indhold blev forbudt.

Richard Strauss selv kaldte skiltet for »åndens endegyldige sejr over materien«.

Og det er hér, en af musikhistoriens sjoveste anekdoter begynder:

Kendissen må den næste tid trykke talløse allierede på næven. Alle vil da hilse på manden bag »An der schönen blauen Donau« ...

Men, men. Lige præcis den vals har aldrig været af Richard Strauss. Valsen er skrevet af en meget anderledes og for længst afdød Strauss uden for familien.

Dét kunne de gode soldater bare ikke vide – og komponisten selv lod dem blive i den lille misforståelse!

Skidt med rygtet

Deutsche Grammophon fejrer hans 150 års jubilæum med operaerne samlet i en meget smuk boks. Smuk i det ydre og smuk i det indre.

Forsiden er holdt i en slags skønvirke med ekspressionistisk kant: Rigt tegnet, detaljeret i stregen, på én gang stram og lettere vildtvoksende – som Strauss’ egen musik kan være det.

Hans udråb på trappestenen den dag i 1945 siger meget om hans væsen. Ingen kunstner har vel haft større viden om sit eget værd. Unge håb fra de sultne medier kom anstigende i håb om deres livs interview og gik fra ham som nervevrag.

Men hvad eftertiden ofte glemmer: Ingen havde heller sat navn og rygte mere over styr. Hvis nogen kunstner gik til grænsen af den gode smag, af det socialt tilladelige, af det erotisk anstændige – så var det Richard Strauss.

Valdhorn og Wagner

Faderen spillede valdhorn i den bayerske statsopera og medvirkede ved flere premierer på selveste Richard Wagners operaer.

Hornisten hadede ellers Wagner af et ondt hjerte. Og den store komponist delte skam musikerens følelser: »Franz Strauss er afskyelig,« sagde Wagner engang.

Franz’ talentfulde søn sad ofte med til prøverne og har sikkert grundlagt sin kærlighed til opera i de timer.

Hvis han også blev vild med Wagners musik undervejs, måtte han holde det for sig selv. Værkerne var absolut forbudt i hjemmet.

Så det er først som stor teenager, Richard Strauss får smuglet noderne til »Tristan og Isolde« hjem på værelset. Han kalder en af Verdis smukkeste operaer for »indianermusik« ved siden af.

Da han selv kaster sig over genren, er han næsten 30 år gammel. En af alle tiders største operakomponister var i den forstand en sen begynder.

Og hans første forsøg lyder ikke nødvendigvis for spændende:

»Guntram« fra 1894 foregår i middelalderen og kan minde lidt om »Tannhäuser«, bare uden Wagners nemme for det dramatiske. Musikken blev dømt aldeles uudholdelig af tidens kritikere. Deutsche Grammophon har valgt en ungarsk orienteret indspilning fra 1984. En kvinde i form af Eve Queler står på dirigentpodiet. Og det hele lyder faktisk ikke så mislykket endda.

»Feuersnot« fra 1901 kan på samme måde minde om en kort version af »Nibelungens Ring«, men virker samtidig sært langtrukken. Publikum fandt det erotiske for eksplicit og boykottede den.

Det var fæle fiaskoer for en mand med succes i alt det andet – med stort anlagte orkesterværker som »Don Juan«, »Also sprach Zarathustra«, det selvsarkastiske »Ein Heldenleben« og ret mange andre.

Men han skulle tage revanche! Strauss skaber mesterstykker i de næste årtier. Ikke så få står endnu i dag som højdepunkter i tysk musikkultur.

Og han gjorde det ofte med hustruen Paulines stemme i tankerne. De to giftede sig i 1894 og levede tilsyneladende som hund og kat. Men de blev sammen og døde begge et halvt århundrede senere – med ganske få måneders mellemrum.

Fru Strauss indskriver sig i fru Haydns og fru Mozarts lidet glorværdige tradition: Eftertiden har erkendt deres afgørende rolle i ægtemændenes succes og taler ellers grimt om dem.

Men okay: Pauline har også været noget for sig selv.

Ifølge uafhængige kilder lige dele snobbet, excentrisk og højtråbende til det pinlige.

Ifølge ægtemanden »meget kompleks, meget feminin, lidt pervers, lidt koket, aldrig helt sig selv«. Så meget skulle siges til hendes forsvar.

Pauline kunne finde på at invitere gæster og pludselig sige »Richard! Gå ind og komponér!« – hvilket manden så straks gjorde.

Og da selveste Gustav Mahler og fru Alma havde inviteret parret ind i deres loge en aften, rejste hun sig og råbte skældsord mod sin mand. Hun var dybt skuffet over hans seneste makværk!

Alma fik møjsommeligt trukket divaen ind på operachefens kontor og dysset hende ned.

Men hendes stemme havde klasse. Stort set alle Strauss’ værker er skabt med den i tankerne. At selve rollerne som regel gik til andre, var næsten synd for hende. Næsten.

»Salome« efter Oscar Wildes tragedie høstede op mod 40 fremkaldelser ved premieren i 1905 og gjorde Strauss verdensberømt fra dag ét. Også selv om sopranen nægtede at vimse halvnøgen rundt på scenen og kysse Johannes Døberens hoved. Den kommer her i boksen med bl.a. Bryn Terfel og danske Marianne Rørholm i mindre roller.

Succes fulgte på succes. »Elektra« fra 1909 var hans første samarbejde med digteren Hugo von Hofmannsthal og sendte scenisk vold og blodrus til nye højder. Deutsche Grammophon præsenterer den ultimative udgave fra Decca anno 1967 med Birgit Nilsson i titelrollen og Sir Georg Solti som dirigent.

»Rosenkavaleren« fra 1911 blev endda nærmest en folkefest. Man måtte sætte hele særtog ind fra Berlin til premieren nede i Dresden.

At vælge indspilninger af dét værk, ligner en næsten umulig udfordring. Der findes et blomsterhav af indspilninger, alle med forskellig styrke blandt de tre håndfulde solister.

Boksen hér er med Régine Crespin som feltmarskalinden, den meget unge Luciano Pavarotti i en birolle og Georg Solti foran Wienerfilharmonikerne. Den ligger måske ikke allerøverst blandt konkurrenterne. Men den er konsekvent og uden forkortelser – og samme Solti dirigerede dens finale ved Strauss’ begravelse.

I fuld fart

Strauss fortsatte foreløbig i fuld fart. »Ariadne på Naxos« fra 1912 blev vel den mest underholdende af hans operaer og kommer i boksen med Deborah Voight, Anne Sofie von Otter og Natalie Dessay. At indspilningen vist også blev dirigenten Giuseppe Sinopolis sidste, kan man godt blive lidt grebet af.

»Kvinden uden skygge« fra 1918 hører omvendt til de musikalsk rigeste fra Strauss’ side. Især da i indspilningen fra 1989 med stjerner fra ende til anden – fra Plácido Domingo til Julia Varady, fra José van Dam til Hildegard Behrens!

Strauss fik hele 15 operaer fra hånden, ofte i samarbejde med tidens største digtere. Ikke alle blev udødelige mesterværker.

Hør alligevel »Capriccio« med Gundula Janowitz som grevinden og et cast af lette herrer som Dietrich Fischer-Dieskau, Peter Schreier og Hermann Prey. Eller den tidlige »Intermezzo« i markedets bedste indspilning med bl.a. Lucia Popp og Kurt Moll samt salige Wolfgang Sawallisch på podiet. Eller for den sags skyld »Daphne« med vidunderlige Fritz Wunderlich i en mindre rolle.

Richard Strauss endte som det 20. århundredes største operaskaber. Da han skrev sin sidste i 1942, handlede den ligefrem om operaens væsen. Hvad er vigtigst, spørger han: Ordet eller musikken?

At den tyske traditionalist skulle se sit elskede Tyskland gå i opløsning, havde man så ikke undt ham.

Strauss kunne ikke snuppe Adolf Hitler, men sagde i 1933 ja til posten som leder af nazisternes Reichsmusikkammer. Dét har sat ham i et halvdårligt lys siden da.

Vi ved i dag, at han nok gjorde det for familiens skyld: Hans søn havde giftet sig med en jødisk pige og skulle beskyttes for enhver pris.

Da krigen har ødelagt alt, kommer et par af hans bedste værker: »Fire sidste sange« og de vidunderlige »Metamorfoser« for strygere. Men ødelæggelsen af operahusene i Wien og Dresden slår ham ud. Selve indbegrebet af civilisation ligger i ruiner.

En musikforsker minder ham om en aftale fra før krigens udbrud: At han skal udfærdige nogle arrangementer for klaver og sende dem med posten.

Komponisten svarer, at det desværre ikke kan lade sig gøre. Han anser sit livsværk for fuldendt med operaerne »Die Liebe der Danae« og »Capriccio« og arbejder ikke mere.

Richard Strauss dør 8. september 1949. På en vis måde et halvt århundrede efter sine egne idealer. Hvis erindringerne i Stefan Zweigs nostalgiske »Verden af i går« har et musikalsk sidestykke, er det Strauss’ sidste værker.

Men de samme værker har for længst vist sig desto mere levedygtige. Flere af dem trækker fulde huse over hele verden i dag.

Eller som et gammelt tankeeksperiment siger det:

Du får helt uventet noget tid til overs i en europæisk hovedstad. Byens operahus har alle de store navne på plakaten: Mozart, Rossini, Bizet med videre. Hvilken opera vælger du?

Sandsynligvis den af Richard Strauss –især hvis det er »Salome« eller »Ariadne på Naxos«.

Fordi hans værker virker lige dét tættere i hver takt end nogen andres. Fordi man får lige dét mere musik for pengene.

Også boksen fra Deutsche Grammophon giver fuld valuta. Plus et velkomment brud med det stive i konceptet: En hel CD til allersidst med ti af Strauss’ skønneste sange for sopran og orkester. Herunder de »Vier letzte Lieder« med Jessye Norman og Gewandhaus­orchester Leipzig.

De bringer himlen over Garmisch nær.

Hvem: Diverse solister, orkestre og kor.

Hvad: Richard Strauss’ samlede operaer på 32 CDer samt bonus med sange.

Hvor: Deutsche Grammophon.