Ethvert rum har sine egne dimensioner, sin egen akustik, sin egen unikke stemning. Det er egentlig en ret banal konstatering. Men ikke desto mindre er akustikken i de rum, vi oplever musikken i, ofte underordnet oplevelsesøkonomiske markedshensyn. Tænk blot på rædselskabinetter som Forum og Parken, hvor akustikken som regel er aldeles gebrækkelig.
Den 31-årige tyske pianist Nils Frahm arbejder slet ikke i den målestok og kan derfor tillade sig den luksus at optræde i mindre rum, der fungerer som kreative medspillere frem for modspillere. Og det kan i den grad høres på hans fænomenale nye album »Spaces«, der er stykket sammen af en række forskellige koncertoptagelser fra det seneste års tid.
I konstant bevægelse
For en sansende musiker som Frahm indgår de forskellige rums akustik og ikke mindst menneskerne i dem som integrerede dele af et værk, der synes i konstant bevægelse. Ligesom på tidligere udgivelser, hvor klaverstolens knirken og Frahms eget åndedræt har været dele af udtrykket, forsøges virkeligheden på »Spaces« ikke bortredigeret. En tilgang der tydeligst kommer til udtryk på et nummer som »Improvisation For Coughs And A Cell Phone«, hvor en mobiltelefon pludselig ringer, publikum gisper, og Frahm midt i sin usigeligt smukke improvisation imiterer ringetonen med et subtilt modsvar i klaveret.
Oftest er publikum dog ikke så tydeligt til stede. Det her er Frahms show, og han er vitterligt i topform på disse optagelser, der for alvor illustrerer hans store dynamiske spændevidde, nysgerrighed og opfindsomhed bag tangenterne.
F.eks. på den mesterlige »Says«, hvor han forener alle sine forcer over otte sublime minutter: Panoramiske synth-arpeggioer møder bedrøvede klaverakkorder og et forløsende akkordskift mod slutningen, der rammer lytteren som en emotionel tidevandsbølge.
Andre steder gås der mere aggressivt til værks på den autoritative »Hammers«, mens det 16 minutter lange medley »For – Peter – Toilet Brushes – More« er en ren og skær tour de force. Her sender han både sin ekkoindsvøbte Juno-synth på auditiv rumrejse, omdanner flygelet til et bankende rytmekammer ved hjælp af to toiletbørster og sender derefter sit Fender Rhodes på overarbejde med sit lynende hurtige, rytmisk raffinerede spil.
Det er dybt virtuost og ufattelig smukt. Adjektiver som er gennemgående for dette vidtfavnende møde med af en af tidens mest enestående musikalske begavelser.
Det er næsten som at være der selv.
Hvem: Nils Frahm
Hvad: »Spaces«, Erased Tapes
