»Jeg synes, det hele splintres omkring mig. Uindfriede løfter, halve projekter. Ting der deponeres hist og her, oplagringssteder.«
Ordene er Jørgen Leths og fra »Deponeret«, der åbner det tredje album fra Vi Sidder Bare Her, der udover digteren og instruktøren består af computermester Frithjof Toksvig samt sanger og sangskriver Mikael Simpson.
Her som på de foregående, meget fine og atmosfæremættede album, har de to musikere optaget talrige timer med Leth, som de så har redigeret ind til et sikkert, gennemmusikalsk kondensat.
Som tidligere er emnerne og humøret skiftende hos 77-årige Leth, der, som i det indledningsvise citat antyder, rummer opgivenhed og depression, men altså også humor, kærlighed og livsglæde. Det sidste høres i »Gennem Danmark«, hvor Leth fortæller om at køre i tog: »Det, der virkelig gør indtryk på mig er faktisk at se landskaberne, de danske landskaber, nu kornmarkerne som lige er blevet høstet. Jeg kan godt lide at se høstmaskinerne, jeg kan godt lide at se aktiviteten, jeg kan godt lide lyset, de lavthængende skyer over Danmark. Der er en højloftethed over den måde, som landskaberne belyses på, den måde jorden hænger sammen med himlen på.«
Leth er også her æstetiker og ser verden som former, som kunst: Som når han i samme nummer siger »Jeg kan også godt lide den indramning, som togvinduet giver landskabet. Det synes jeg er en særlig nydelse.«
Landskabet er en film eller et maleri i en ramme. Et andet sted taler han om ting han gør alene, som at skrige på badeværelset eller slå i bordet. Det er »som skuespil man opfører for ingen mennesker«.
En jakke af hør
Midt i æstetikken, midt i livet som kunstværk, tænker Leth også højt om øjne, løgne, tro og stilhed. Og så er der den særlige, ofte undervurderede humor. Som når Leth på de tidligere udspil fortalte om daggamle stegte sild i eddike som et mirakel og del af »et meget fint repertoire«.
Det ser, indrømmet, ikke så morsomt ud på tryk, men Leths alvorlige tone, når han beretter om disse lette emner, gør det morsomt, og på »Ingen regning til mig« er der et kosteligt stykke om »kalkunhals« og et andet om »den hvide serviet«: »Jeg kan skide godt lide, det fandt jeg ud af i dag, de der strøgne, store, hvide servietter, som ligger på langs. Det synes jeg fantastisk.« Og siden om stofservietternes materiale: »Jeg tror, det er en slags hør. En hørjakke kunne man godt sy af sådan en serviet. En hvid hørjakke, dét ville være perfekt«.
Så en lille latter til sidst. Det er for sjov, og det ER sjovt: En bevidst parodi og selvparodi på æsteten i hørjakkesættet fra 1980erne, som Leth lig en Bille August eller Jens Christian Grøndahl, ofte afbildes som.
Oftest er Leth nu alvorsfuld på albummet og understøttes af Toksvigs og Simpsons lyriske, antydende lydbilleder, der er vævet af elektronik, guitarlinjer, tangenter og en enkelt cello. Aldrig anmassende, overfortolkende, og heller ikke for tæt på ordene og emnerne, mere bare en stemning; en blå resonansbund.
Et sted siger den absolutte hovedperson, Leth, at »Tiden er kommet, jeg er sådan set klar«. Det er jo fint. Men gid han bliver hos os længe endnu. Han er nemlig en sand ener. Som Simpson og Toksvig sætter smukt i scene.
Hvem: Vi Sidder Bare Her
Hvad: »Ingen regning til mig«, Target
