Father John Misty tynges af menneskehedens deroute

Joshua Tillmans kunstneriske alter egos med spænding ventede tredje album »Pure Comedy« er præget af bitterhed og resignation.

Joshua Tillman aka Father John Misty er aktuel med sit tredje album »Pure Comedy« Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Ben Rayner

Joshua Tillman er gået i misantropi-mode. Amerikaneren, som går under aliasset Father John Misty, opnåede bredere anerkendelse med det fremragende album »I Love You, Honey Bear« fra 2015. Men frem for at fortsætte i forgængerens sikre spor, så fremstår Tillmans charmante, satiriske og småarrogante alter ego på »Pure Comedy« mere kontrær og modløs end tidligere. Måske som en reaktion på den øgede popularitet?

En bitter og resigneret tone præger albummets 75 minutter. Der er – trods titlen - ikke meget at grine af i den moderne, vestlige verden ifølge Tillman. Menneskeheden vakler på randen af afgrunden.

Ikke engang firmaet Oculus’ vitual reality-teknik, der ellers gør det muligt at udleve fantasien om at gå i kanen med popstjernen Taylor Swift hver aften efter man har taget opvasken sammen med konen, som der synges om på den livlige og struttende »Total Entertainment Forever«, synes at lette nedtursstemningen. Den virtuelle forførelsesakt fremstår mekanisk og rutinepræget. Nøjagtig som opvasken. Mennesket i dag er historieløst, åndsforladt, uden næstekærlighed og lindrende stoffer til at bedre situationen. Der er: »no gods to rule us/ no drugs to soothe us/ no myths to prove stuff/ no love to confuse us«, som den nedslåede melding lyder i samme nummer.

Joshua Tillman aka Father John Misty er aktuel med sit tredje album »Pure Comedy« Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Men forfaldet er selvforskyldt, når vi hylder politiske demagoger, ophøjer fake news til sandhed, forguder overfladiske kendisser, osv. Dumhed avler mere dumhed og vi får som fortjent. Den nedadgående spiral vil bare fortsætte.

Den kontrære og spydige stil er i sig selv ikke ny fra Tillmans side. Men her er den kraftigt forstærket i især lyrikken. Episke og ordrige sangforedrag, som de adstadige maratonskæringer »Leaving LA« og »So I’m Growing Old On Magic Mountian«, er symptomatiske for »Pure Comedy«, hvor Father John Mistys glimrende tekster generelt vejer tungere end ambitiøse arrangementer og funklende melodier.

Musikalsk er udspillet præget af slæbende, pianodrevne kompositioner, der sjældent gør stort væsen af sig. De savner generelt variation og deres funktion synes primært at være en ikke alt for opmærksomhedskrævende underlægning til teksterne. Undtagelser som førnævnte »Total Entertainment Forever«, det dramaturgisk smukt opbyggede titelnummer samt den blide og folksy »Ballad Of The Dying Man« vidner dog om, at Tillman stadig kan ramme en fortrinlig symbiose mellem lyrik og musik, når han strammer sig an.     

»Pure Comedy« er måske nok Father John Mistys mest ambitiøse album rent tekstmæssigt, men samtidig er det hans musikalsk mindst ophidsende, hvor misantropien tynger melodierne lige vel meget.

Hvem: Father John Misty
Hvad: »Pure Comedy«, Bella Union

Lyt til albummet her: